84 / 269
34
Forstand overstigende, Lærdomme, som de have be#
handlet, i enhver anden Henseende, ere fuldkomment
lykkelige, om man end finder, at Forfatterne, i deres
Iver for at holde en da opkommen Vildfarelse ude
af Kirken, have brugt Udtryk, som, fra anden Side,
selv let kunne give Vildfarelser Rum.
Saaledes benævnes Christus i den anden Troens
Artikel som Guds eenbaarne Søn; i hvilket Brænd#
punkt alt foreener sig, der ellers foredrages i denne
Troens Artikel, og som alt gaaer ud paa at vise Chri#
sti guddommelige Høihed, i Forening med hans vir#
kelige menneskelige Tilværelse. Dette er det samme
store og betydningsfulde Navn, hvormed han kaldes
i Evangelierne; og hvad disse dermed betegne er vist
nok noget, der nødvendigviis maa erkjendes af en*
hver Christen. Heri ligger nemlig, at det Guddomme#
lige boede i Christus paa en ganske egen Maade, i
en eiendommelig Reenhed og med en eiendommelig
Fylde; at Bevidstheden om Gud og et guddommeligt
Rige levede i ham med en Umiddelbarhed, med en
Klarhed, med en Sikkerhed, med en Kraft, hvorom
vi kun have et svagt Begreb; at den guddommelige
Villie gjennemtrængte hans hele Sjæl, saa at ingen
egen Villie kunde komme op i ham. Denne Forestil#
ling, der for den, som kan skue ind i Jesu Læres uen#
delige Rigdom og Dybder, faaer sin fornemste Be#
kræftelse af dens eget Indhold, giver igjen Læren den
Myndighed og Anseelse, som den behøver, for at
man med Tryghed kan hvile ved samme. Den giver
og Christi Person sin store Betydning og lader os
skimte, hvorledes han, ikke blot ved sin Lære, men
og ved sin Personlighed, har bragt Menneskene Gud
nærmere. Tænkeren, der erkj ender, at Menneske#
heden hører sammen ikke blot ved en død Begrebs#
Eenhed (at alle kunne henføres under et vist afson#