FrederikVIOgASØrsted

det, de derom have lært, er ufrugtbart, ikke tilfulde

forstaaeligt og let misforstaaeligt. Ligesom deres

Værd for den Tid og det Øiemed, hvori de nærmest

ere bievne givne, efter hvad der allerede oven er be#

mærket, hermed ikke nægtes, saaledes kunne de og

fremdeles have deres Nytte, som negativ gjeldende

Normer, i det de kunne tjene til at værne imod Vild«

fareiser, f. Ex. imod saaledes at nedsætte Ideen om

Christus som Guds Søn, at Alt derved bortfalder, der

kunde give hans Lære den Myndighed, som den bør

have.

Skjøndt det Ovenanførte viser, at jeg ikke kan

være enig med

Schleiermacher,

forsaavidt denne vil#

de have, at Religionslæreren kun skulde forpligte sig

til den Deel af de symboliske Bøger, som indeholder

Modsætningen af den romerske Kirkes Vildfarelser,

saa er det vistnok, at dette særegne protestantiske

Element af vor Kirkes Bekjendelsesbøger ligesaa vel,

som det fælleds christelige Element, hvortil vi i det

Foregaaende have taget Hensyn, er noget Væsent#

ligt, hvortil den Eed, vore Religionslærere skulle af#

lægge, sigter. Den, der deelte nogen af den catholske

Kirkes Meninger, som den augsburgske Confession

forkaster, kunde derfor ligesaa lidet med god Sam#

vittighed sværge Eden, som Den, der manglede Over#

beviisning om de begge Kirker fælles christelige

Grundlærdomme. Hine Lærdomme, som den augs#

burgske Confession sætter imod den romerske Kirke,

maae desuden ansees for ligesaa ægte christelige, som

de, den eenstemmig med den catholske Kirke, har

erkjendt; thi det er kun fra den christelige Religions

Kilder, de hentes. Forskjellen paa det fælleds Christe#

lige og det særlig Protestantiske i vor Troesbekjen#

delse er kun tilfældig og historisk. Men vist er det,

[Schleiermacher

i den ovenfor S.

citerede A fhandling S.

451