87 / 269
37
at den herskende Forestillingsmaade i Skriften er den
om Christus, som et Væsen, i hvem vel al Guddom?
mens Fylde boede, men som dog erkjendte Faderen
høiere, end sig; og anderledes kan man umueligt fore?
stille sig Christus, saaledes som han traadte frem i
den synlige Verden, og blev Menneskehedens Lærer
og Frelser. Men det Spørgsmaal, om det guddomme?
lige Væsen, der traadte frem i Christus, ogsaa i og
for sig selv og uden Ffensyn til denne sin Fremtræ?
delse, var en egen Guddomskraft, der havde en sær?
skilt Personlighed, er Noget, der, om endog noget
Forstaaeligt derom lod sig udsige, dog ikke kan have
nogen frugtbar Indflydelse paa Menneskets Sind.
Naar nu Nogen, i det han iøvrigt erkjender hine
Symbolers Værd, forsaavidt de gik ud paa at for?
trænge Forestillinger, hvorved Christi Person blev
forringet, dog ikke tillægger de deri fremsatte dialec?
tiske Bestemmelser noget absolut Værd, ja endog
forestiller sig Sagen en Deel anderledes, saa kan dette
dog ikke hindre ham i, med god Samvittighed, at
modtage Læreembedet og aflægge den Eed, som der?
til udkræves. Man kunde vel herimod erindre, at Lo?
vens
2
1
ligesaa vel nævner det nicæiske og Athana?
sii Symbolum, som det apostoliske, og at ligeledes
den augsburgske Confession i sin første Artikel med
udtrykkelige Ord erkjender det nicæiske Conciliums
Beslutning og, i at udvikle dens Indhold, optager Ad?
skilligt af Athanasii Symbolum. Men heraf kan ikke
følge, at Kirkens Lærer skal være forpligtet til at
?,Sker Bermærknin§er over hiint Dogma findes og i det forhen nævnte
Skrift af Prof.
Muller
S.
1
-
84
.
[Friedrich Schleiermacher:
Der christliche Glaube nach den Grund»
satzen der evangelischen Kirche im Zusammenhänge dargestellt. I—II.
er in
1821
—
22
). L. c. S.
686
—
708
: V on der göttlichen Dreiheit],
6
*