83 / 269
33
det er erkjendt, at det ikke skriver sig fra Aposts
lene selv, saa er det dog uomtvistet, at det, i Kirkens
ældste Tider, var, med nogle ikke ubetydelige Afvis
gelser, den fælles Bekjendelse, der gaaer foran Optas
gelsen i den christne Kirke ved Daaben, og at Kirs
ken, gjennem de tre Aarhundreder, hvori den blot
ved sin indvortes Kraft overvandt alle Forhaanelser
og Forfølgelser, ikke vidste af nogen anden Bekjens
delse at sige. Men det er ogsaa endnu den Dag i Dag
den eeneste Bekjendelse, som gjøres, naar det nyes
fødte Barn, ved Daaben, indvies til Kirken, og som
siden, skjøndt ikke udtrykkelig i sin hele Fuldstæns
dighed gjentages, naar det, ved Confirmationen, med
Selvbevidsthed, knytter sig til Kirken*). Det er kun
denne Bekjendelse, der er i Folkets Flænder, som en
Deel af Luthers Cathekismus, hvilken og, i Danske
Lov, er nævnt som symbolisk. Først i de følgende
Aarhundreder fremkaldte Splidagtigheder i Kirken
de bestemtere og nøiagtigere Symboler. Disses nær?
mere Bestemmelser af den oprindelige simple Lære
have egentlig en polemisk Værd, og maae især bes
tragtes i Modsætning imod de Forestillingsmaader,
som de skulde fortrænge. Naar man forsaavidt er?
kjender dem, saa tillægger man dem Sandhed og
Gyldighed, om man end ikke antager, at de Bestem?
melser, som de have givet de høie, den menneskelige
*) Forfatteren til et bekjendt polemisk Skrift har og i hiin Kirkens
ældste og simpleste Bekjendelse søgt det Væsentlige, som, med Nød?
vendighed, maatte erkjendes af Enhver, som skulde bære Navn af
Christen. Men det maa beklages, at han ved et uhyre Spring gik over
til at forkjættre en Forfatter, som vel i sin Undersøgelse over Symbo?
lernes forbindende Kraft, ei havde taget noget særligt Hensyn til hiin
Bekjendelse, men derfor dog ingenlunde havde fornægtet noget af dens
Indhold.
[I Noten sigter Ørsted til
N. F. S. Grundtvig:
Kirkens Gienmæle
mod Professor Theologiæ Dr. H. N . Clausen (Kbhvn.
1825
)].