FrederikVIOgASØrsted

de Ebræer, Jacobs og Judæ Brev og Johannis Aaben*

baring) for usikkre, ja yttrer sig tildeels imod deres

Indhold*)- Ligesom vi her have en i hele den prote*

stantiske Kirke gjeldende Authoritet, saa har den

danske Kirke og fra den nyeste Tid en Authoritet,

som i den maa være vigtig. I den udi Aaret 1819 ved

*) Dette er især Tilfældet med Jakobs Brev, som den store Reforma;

tor fandt anstødeligt, fordi der, efter hans Mening, sammesteds førtes

en Tale om gode Gjerninger, der var Pauli modsat. D et synes ellers,

at Luthers dybe Følelse af Troen, som Grundkilden til alt G odt og til

al Salighed, og hans brændende Iver mod Catholikernes falske gode

Gjerninger, har bragt ham til en eensidig Iver. Der er vist ingen sand

Modsætning mellem Pauli og Jakobs Lære om Troens og Gjerningers

Forhold til hinanden. Kun at den eene især trænger paa Troen, som

Roden til al sand god Gjerning, den anden fornemmelig paa de gode

Gjerninger, som den Frugt, hvorved den sande Troe skal vise sig som

saadan. Jakobs Epistel begynder netop med Troen, som den første Be;

standdeel i et christeligt Liv; og selv der, hvor Luther finder saa be;

stemt en Modsigelse mod Paulus, i det der nemlig skal paastaaes, at

Abraham blev retfærdig ved Gjerninger, siger Apostelen udtrykkelig,

at Troen virkede med hans Gjerninger, og at ved Gjerninger blev Troen

fuldkommet. O g Paulus paa den anden Side lader det ikke mangle paa

de herligste Formaninger til Reenhed i Sind og Levnet som uadskille;

lige fra Troen. Paa sine Steder lægger han og Vægten fornemmelig her;

paa, og man kunde ligesaa godt finde Modsigelse mellem Paulus og

Paulus som mellem Paulus og Jakob. Jeg skal blot nævne

Chor.

C., hvor Kjerligheden med uovertreffelig Fynd fremstilles som det yp;

perste, og hvor det blandt andet hedder: »O g havde jeg prophetisk

Gave og vidste alle Hemmeligheder, og al Kundskab, og havde jeg al

Troe, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kærlighed, da var

jeg Intet.« A l Modsigelse bortfalder, naar man rettelig indseer, at en

sand kraftig christelig Troe (der ikke maa være en død Antagelse, en

Skyggeoverbeviisning, men en levende Sjælen gjennemtrængende Er;

kjendelse) er uadskillelig fra inderlig Kjerlighed til Gud og Mennesker,

og at denne ikke kan andet end være virksom i al god Gjerning. Det

er saaledes aabenbart, at den Troe, Paulus, paa det anførte Sted,

tænker

sig uden Gjerninger, ikke er den ægte Troe, som han, paa andre Ste;

der, gjør til Hovedsagen, ligesom de Gjerninger, han forkaster, f. Ex. i

de Ord, som følge umiddelbar paa de anførte (»og uddeelte jeg alt

mit Gods til de Fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at brændes,

men havde ikke Kjerlighed, da gavnede det mig intet«) ikke ere sande

gode Gjerninger, (thi strengt taget er ingen Gjerning god, uden forsaa;

vidt den udtrykker det gode Sindelag) men kun Skyggebilleder, hyk;

kelske Fremstillinger af et Sind, som mangler Gjerningsmanden.