FrederikVIOgASØrsted

Christnes eneste umiddelbare positive Troeskilde,

dog ikke kan være nok, for at vedligeholde den Een#

hed og bestemte Characteer, som en Kirke maa have,

indlyser deraf, at de Christne have deelt sig i saa#

danne grundforskjellige Forestillingsmaader, at de

ikke længer kunde have Kirke tilfælles. Dersom det

var nok, at enhver Lærer beraabte sig paa Skriften,

hvad han end, ved vilkaarlig Fortolkning, udbragde

af samme, saa vilde endog den meest skriftstridige

Lære kunne føres i den christelige Kirke; og skulde

enhver Lære ansees som Kjætterie, der af dem, som

havde Myndigheden i Kirken, fandtes at være mod

rigtig Skriftfortolkning, saa blev det utaaleligste

A andsdespotie derved hjemlet. Det blev éaaledes

nødvendigt, at man i korte, bestemte Udtryk udhæ#

vede, hvad der af Skriften var udfundet som Troens

Hovedlærdomme. Den, der ikke kan erkjende, at man

heri i det Væsentlige har truffet det Rette, kan ikke

være Medlem af Kirken, endnu mindre Lærer i

samme.

Man har paastaaet, at den Eed, som aflægges paa

at forkynde en vis Troe, i og for sig, og uden Hen#

syn til dennes Indhold, er fornuftstridig, fordi den

gaaer ud paa at binde Mennesket til det, som ikke

staaer i hans Magt, nemlig hans Tro og Overbeviis#

ning. Den Eed, som vor Kirkes Lærere aflægge, har

imidlertid ingenlunde den Sværgendes

Tro

til umid#

delbar Gjenstand.

Den gaaer egentligen kun ud paa,

hvad han har at lære. Vel er det vist, at han ei

med god Samvittighed kan sværge denne Eed, naar

ei det, han derved tilsiger at forkynde som him#

melsk Sandhed, efter hans egen Overbeviisning, er

det. Eden indeholder saaledes en

Forudsætning

om,

at han har denne Tro, men dette giver dog, som det

Følgende vil vise, meget forskjellige Resultater fra