FrederikVIOgASØrsted

dem, der vilde gjelde, naar Eeden umiddelbar inde*

holdt en Bekjendelse af det Troessystem, de symbolik

ske Bøger indeholde. løvrigt er det klart, at forsaavidt

der er Spørgsmaal om den Sværgendes Tro i det Øie#

blik, han aflægger Eden, da maa han være sig den

bevidst; og, dersom han, uden saadan Tro, besværger

et Løvte, som han, paa Grund af denne Mangel, ikke

med god Samvittighed kan opfylde, saa er det hans

Uredelighed, hvorpaa Bebreidelsen falder for det

umoralske Forhold, der stiftes. Hvad Fremtiden an#

gaaer, da lover han ikke det, som ei staaer i hans

Magt, nemlig at beholde den Overbeviisning, som

han, i Edens Øieblik, havde. Eden gaaer blot ud paa

hans Lære; og, hvis hans Overbeviisning skulde siden

modtage en saadan Forandring, at han ikke længere,

som redelig Mand, kunde opfylde dette Løvte, saa

har han det i sin Magt, at frasige sig et Kald, hvis

frivilligt overtagne Pligter siden ere komne i Strid

med hans Samvittighed.

Man indvender fremdeles, at, da den protestan#

tiske Kirkes symboliske Bøger selv erkjende, at Gyb

digheden af de Lærdomme, de opstille, ene og allene

beroer paa deres Skriftmæssighed, og at det tilkom#

mer enhver Christen, selv at forske i Skriften for at

finde Sandheden, saa er det en Modsigelse, at binde

protestantiske Lærere til en Troesbekjendelse, hvori

de, mueligen ved egen Skriftforskning, kunne finde

Vildfarelse. Men det er vist, at, ligesom den evange*

liskilutherske Kirke kun tillægger Skriften nogen selv#

stændig Gyldighed

(norma normans)

saaledes anta#

ger den dog paa den anden Side, at det, der i Skriften

er Troens væsentligste Sandheder, er udtrykt i dens

Bekjendelsesbøger

(norma normata).

Den, som ikke

kan dele denne sidste Overbeviisning, er vist, som

Menneske og Christen, ikke bunden ved de symboli#