81 / 269
31
Religionslæreren, med god Samvittighed, kan lade
ligge, ja endog anderledes bestemme og forklare end
der er skeet? Sagen er vist nok vanskelig; og den,
som har erfaret, hvor ofte man er forlegen med at
trække den skarpe Grændselinie, hvor det gjelder
om Begrebers Afsondring, der have en jordisk og
materiel Gjenstand, vil ikke undre sig over de Van*
skeligheder, der møde i dette aandelige Gebeet. Imid?
lertid lader sig dog vel udfinde noget til Forklaring
og Veiledning.
Schleiermachev
har, i en skjøn Afhandling, Ueber
den eigenthiimlichen Werth und das bindende Ans
sehen symbolischer Biicher, som findes i Keysers Re?
formations?Almanach for 1819, antaget, at den pro?
testantiske Kirkes symboliske Bøgers forbindende
Kraft bør indskrænkes til det, de lære imod den ro?
merske Kirkes Vildfarelser og Misbrug*); og Prof.
Clausen
har tiltraadt denne Mening**). Dette turde
dog neppe være tilstrækkeligt; thi, skjøndt Prote?
stantismen nærmest traadte frem imod den pavelige
Kirke, saa erkjendte den dog visse af denne Kirke
optagne Lærdomme som væsentlige Troessandheder,
og forkastede i de stærkeste Udtryk de Secter, som
lærte anderledes. Det sees heller ikke, at der kan
være nogen indvortes Grund, hvorfor det fælleds
Christelige mindre end det særegent Protestantiske,
der skiller vor Kirke fra den catholske, skulde be?
høve at omgjerdes ved en fast Bestemmelse. Dersom
man kunde være sikker paa, at ingen Kirkens Lærer,
naar han blev henvist blot til sin egen Skriftfortolk?
ning, vilde væsentligen forfeile det første, og at der,
[Den anførte A fhandling er optrykt i
Friedrich Schleiermachev:
Sammtliche Werke. Erste Abtheilung. Zur Theologie. Fiinfter Band.
(Berlin
1846
) S.
423
-
54
].
*)
1
. c. S.
376
ff.
**) Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, S.
336
-
337
.