70 / 269
20
som bekjendt, kun Affald til den catholske Kirke,
hvortil Lovene særligen have taget Hensyn, og, at
samme ikke vel kunde tilstedes, uden at give Prose^
lytmageriet en vid Mark, er indlysende. Det er og
vist, at en ret ivrig Catholik, som Apostaten maa for«
modes at være, naar han ellers ikke vil gjore det til
sit Kald, ogsaa at føre sine formeentligen vildfarens
de Brødre til den ene saliggjørende Tro, fornuftig*
viis maa ønske at leve i et Land, hvor hans Religion
øves i sin fulde Giands, og hvor han lever i nøiere
Forening med den Kirke, der, efter hans nu antagne
Religion, er selve Troens Grundvold. Ligesom altsaa
Lovens 6—
1
—
1
, med Hensyn til Tiden, da den blev
given, ingenlunde kan misbilliges, saaledes turde der
og endnu være vigtige Betænkeligheder ved at op*
hæve samme. I ethvert enkelt Tilfælde, hvor det
kunde skee uden Fare for Forargelse eller Proselyt*
magerie, vilde der kunne ventes særlig Tilladelse for
Apostaten til det Ophold her i Riget, som Loven
formener ham. løvrigt er det bekjendt, at Adskilligt
af hvad Loven i sin Iver for at afværge Affald fra
Landets Kirke havde bestemt, f. Ex. det strenge For*
bud, 6—1—5 indeholder imod at lade sig finde paa
de Steder, hvor og naar fremmed Religionsøvelse for*
rettes, nu ikke nøie overholdes.
Den senere Lovgivning har og mærkeligen formib
det de ældre Love, forsaavidt disse ikke tilstedte
Trykningen af noget Skrift, som paa nogen Maade
kunde ansees afvigende fra Landets Religion, ja end*
og forbød Indførelsen og Falholdelsen af saadanne i
Udlandet trykte Skrifter, naar de vare i det tydske
Sprog. Fra den Tid, Trykkefriheden ved Rescr.
14
de
Septbr.
1770
blev indført her i Landet, har intet sær*
ligt Opsyn fundet Sted med fremmede Skrifter, og
det har heller ikke været formeent, her at udgive