68 / 269
18
dige Form for Barnets Indvielse til denne Kirke, og
de kunne, om de end ikke i denne Handling finde
anden Betydning, end blot som en foreskreven Form
for Barnets Indvielse til den christne Kirke, ikke der*
ved finde nogen grundet Betænkelighed. At ogsaa de
Børn, som fødes i Ægteskab mellem en Catholik og
en Bekjender af den evangeliskdutherske Religion,
skulle opdrages i denne, kan heller ikke med Føie
dadies; thi den ene af Forældrenes Overbeviisning
maa her holde Ligevægt mod den Andens, og vib
kaarlig Overeenskomst, hvorved den Ene opofrer sin
Overbeviisning, kan ikke komme i Betragtning, alt*
saa bør Staten træde imellem og gjøre Udslag for
den Religion, den erkjender for den sande.
Snarere kunde der være Noget at sige imod den
Nødvendighed, det, efter Lovene, er for de saaledes i
Landets Kirke opdragne Børn, ogsaa, efterat de ere
komne til den modne Alder, at skulle blive ved den
Kirke, hvori de, inden de kunde skjønne, ere bievne
optagne. Lovene taale nemlig intet Slags Apostasie,
ligesom de og forbyde ethvert Forsøg paa at gjøre
Bekjenderne af Landsreligionen til Proselyter for en
fremmed Kirke. Men Tvangen er dog i Virkeligheden
ikke saa stor; thi den Forpligtelse, Loven paalægger
Enhver til, ved positive Handlinger, (ved at besøge
Gudstjenesten og nyde Sacramentet), fremdeles at
vise sig som Medlem af Kirken, bliver ikke strengt
overholdt, og yngre Lovbestemmelser have, skjøndt
indirecte og med megen Vaersomhed, formildet Lo*
vens Bud desangaande*). Vistnok kunde det synes
*) See her Resc.
22
de A ug.
1738
,
3
. N ovbr.
1741
,
5
te Marts og
2
den
April
1745
§
4
og
18
de Juni
1790
.
[Resfcr.
22
. August
1738
til Generalkirkes Inspektionskollegiet og Bes
faling til Biskoppen over Sjællands Stift »udi sær, at Præsterne i hans
Stift, udi hvis Menighed slige Personer (Separatister) leve, maae i Frems