FrederikVIOgASØrsted

lisk Aand, end han selv, efter sin Dannelsestid, har

kunnet erhverve sig.« Og ligeledes bemærker hiin

Forf. med stor Ret, »at det mere er for samvittig*

hedsløse, usædelige Mænd, Kirken maa frygte, end

for dem, der maatte findes i nogen Afvigelse fra

Læ*

ren.« Fra ethvert Synspunct anbefaler det sig altsaa,

at sætte de snevreste Grændser for KietterforfølgeL

ser. Men dog ophøre ikke de symboliske Bøger at

være et Værn imod aabenbare uchristelige Meningers

Forplantelse igjennem det christelige Læreembede.

Lader end mangen Geistlig en Afvigelse fra Kirkens

Lærdomme stundom skinne igjennem i hans Tale, saa

kan han dog ikke tillade sig, ligefrem at feide imod

disse; og altid bliver der Meget tilbage af Det i den

christelige Lære, som netop er skikket til at rense og

hæve Sindet, hvilket han forkynder, skjøndt vistnok

ofte ikke med den Kraft, som hans Tale vilde have,

dersom en fastere og fuldstændigere christelig Troe

levede i ham. Ja den, der, med sin hele Sjæls Fylde,

har grebet visse af Christendommens Hovedforestib

linger og med Liv og Varme forkynder disse, kan,

om han end i mange ikke uvigtige Stykker kun har en

ufuldstændig Troe, let bidrage langt mere til at frem*

me Christi Rige, end den, der bogstavelig foredrager

alle Symbolernes Lærdomme, men uden Liv og Kraft,

uden Indsigt i Lærdommenes dybere Betydning. løv*

rigt følger det af Sagens Natur, at det Tilsagn, Præ*

sten gjør, inden han tiltræder sit Læreembede, maa

i et større Omfang være bindende for Samvittig*

heden, end det, hvori samme kan gjøres gjeldende

for den udvortes Domstol. Derfor er Eden i dette,

som i alle andre Tilfælde gaaet ud paa at skjærpe

den indvortes Dommers Aarvaagenhed, hvor den

ud*

[Schleiermacher:

Såmmtliche Werke

. c. S.

445