FrederikVIOgASØrsted

den meest udbredte Indflydelse paa Tidsalderens phi?

losophiske Tænkemaade, og som derhos have virket

meest til at give denne en mere religiøs Characteer.

Kant

blev ofte sigtet for Atheisterie, fordi han

lærte, at Guds Tilværelse ei kunde

bevises,

men

blot af moralske Grunde maatte

troes.

Dette var

imidlertid kun Misforstaaelse; thi den Troe paa Gud,

Kant lærer, er en virkelig Overbeviisning, der kun i

Henseende til dens Kilde, men ikke i Styrke, skiller

sig fra den Art af Overbeviisning, han kalder Viden;

ligesom hans moralske Troesgrund, i det mindste

efter sin Hensigt, er et virkeligt Beviis, da den gaaer

ud paa at lægge hiin Troes nødvendige Sammenhæng

med det, der er uomtvistelig Sandhed, for Dagen").

*) En skarpsindig Forfatter har nyelig forsøgt paa at retfærdiggjøre

den Paastand, at Guds Tilværelse ei kan bevises, med nye Grunde.

Hans Deduction løber ud paa, at en Sætning kun kan bevises, ved at

Man lægger dens nødvendige Forbindelse med en

ubetinget

Sandhed

for Dagen, men at der ikke, ved Siden af Gud, som den evige Sand-

hed, kan, uden Modsigelse, tænkes noget andet, som er ubetinget sandt,

d. e. har Grunden til sig selv og sin Sandhed i sig selv, og hvilket man

altsaa kunde lægge til Grund for en Beviisførelse for Guds Tilværelse

(Dr.

Fabers

femBreve til

Grundtvig,

122

ff.) Men dette er uden Tvivl

at lægge et aldeles vilkaarligt og til den menneskelige Kjendeevnes Na=

tur lidet svarende Begreb til Grund. Et Beviis skal gaae ud fra noget,

hvis Sandhed er afgjort, og skal, ved rigtige Slutninger, godtgjøre en

nødvendig Forbindelse mellem denne forud afgjorte Sandhed og det,

som skal bevises. Men at Beviisførelsen skal gaae ud fra den øverste

Realgrund

for al Sandhed er en Fordring, hvorved man egentlig tilin*

tetgjør al virkelig Brug og Betydning af denne Fornuftoperation; thi

ligesom Guds Tilværelse, efter hiin Deduction, ei lod sig bevise, saale*

des lod heller intet andet sig bevise, uden derved, at man, efterat Ideen

omGud, det ubetinget Sande, engang var givet, kunde hidlede det der*

fra. Men, hvorledes lader sig nogen Forestilling gjøre om Gud, som vi

kunde tillægge nogen Sandhed, uden at forudsætte, i det mindste Tænk

ningens Love som givne? Ogsaa disse vare imidlertid jo, efter hiin

Forestillingsmaade, kun betinget sande, og kunde altsaa ikke bruges i

en Beviisførelse. Man vil desuden end ikke ved Hjelp af Tænknings

Lovene allene kunne fra Gud komme til en Verden, men maa tage det,

der umiddelbar er givet i Bevidstheden til Hjelp; og da dette hverken

medfører nogen ubetinget Sandhed (i Forfatterens Betydning), eller ve