FrederikVIOgASØrsted

bragt ham til hine parodoxe Yttringer, og hans Philo#

sophie sluttede sig nu tæt til de christelige Forestil*

linger, som han opfattede i større Dybde og med

større Varme end Kant, med hvem han dog stem#

mede overeens i kun at agte lidet paa Christendom#

mens historiske Side.

Schelling

har man ligeledes gjort

den Beskyldning, at han ingen levende personlig

Gud skal erkjende, men kun en evig Natur, som

han tillægger guddommeligt Navn. Som alt bemær#

ket, gjør man vist bedre i at tænke sig Guds Til*

værelse som en personlig Tilværelse, og uden Tvivl

faaer Verdens absolute Afhængighed af Gud, i For#

bindelse med den Tilværelse, vi dog maa indrømme

Verden, snarere en vis Klarhed for den menneske#

lige Forstand ved Forestillingen om en Skabelse, alle

dette Begrebs metaphysiske Vanskeligheder uagtet,

end ved den pantheistiske Forestillingsmaade; lige#

som intet Billede paa Menneskets Forhold til Gud

er frugtbarere og trøsteligere end det christelige om

Gud som Fader. Men derfor bliver det dog ubilligt,

naar

Schelling,

saavelsom de ældre Pantheister, reg#

nes til Atheister. Den Natur, de gjøre til Eet med

Gud, er ikke den skabte, endelige Natur, men en

skabende Natur

(natura naturans),

hvoraf al endelig

Tilværelse kun er et Gjenskin. Denne Natur tillægge

de Liv og Virksomhed; kun tænke de sig den ikke

under Personlighedens Form, fordi den derved vilde

faae noget Begrændset.

Saaledes vilde der, i en Stat, hvis Religionslærere

[Ganske betegnende for

G. L. Baden’s

hele ondsindede og giftige Po

lemik mod Ørsted er hans Udtalelse i den foran S.

Note citerede

Artikel i Øst s »Archivr<

. c. S.

306

Note: »

Ørsted

siger og p.

283

, at

Fichte

har opfattet de kristelige Forestillinger i større (mystisk)

J bde

°S

med større Varme end

Kant.

—

Og dog er den samme Fichte

i ke uden Grund formelig anklaget for Gudsfornægtelse. — Vist skal der

skarp Dialektik til at rime Sligt sammen«].