198 / 360
190
Om disse Spørgsmaal herskede der megen Tvivl, og Stiftelsen
m aatte ofte staa for Angreb udefra i denne Anledning; men Fin-
ckenhagen var altid paa Vagt, n aar der fremkom Indsigelser. 1741
protesterede han mod, a t der afkrævedes Økonomen Afgift i An
ledning af hans Bryllup. I de følgende Aar gjaldt det Indkvar-
teringsskatten, og 1765 fik han sat igennem, a t Stiftelsen blev fri
tag e t for G rundskat, Renovationspenge og dets Beboere for E k stra
skatten. 1758 nægtede han a t betale de af Magistraten krævede
Konsumptionspenge, da Præsten (Lindegaard) viede en Kvinde, der
i 13 Aar havde tje n t paa Stiftelsen. D irektionen gav Finckenhagen
Medhold, og Magistraten tab te Sagen.
Derimod blev det i 1762 i Henhold til Forordningen om E k stra
skatten paalagt Finckenhagen a t betale Skat af Husets Kasse for
dem af Børnene, der var over 12 Aar og havde Arvemidler opbe
varet paa Stiftelsen.
Iøvrigt var der et godt Samarbejde mellem Magistraten og For
standeren, og man kom hinanden i Møde med gensidig Velvillie
dels ved, at Stiftelsen antog sig forældreløse Børn, der v ar anbe
falet af Magistraten, og dels ved, a t denne antog saadanne Vaj ser,
der paa Grund af Vanførhed, »Taabelighed eller Skarnagtighed« ikke
egnede sig til a t forblive i Stiftelsen.
Det indre Forhold paa Stiftelsen med en Del uheldige Lærere
kunde give Forstanderen Bryderier nok, og optraad te han end sam
men med Præsten L i n d e g a a r d , hvis særlige Opgave det jo v ar
a t holde S tyr paa Lærerne, med Strenghed, gaar der dog en m ild
og faderlig Tone gennem alle hans Indstillinger og det endog over
for Læreren N i e l s L y m .
Da nogle ryggesløse Tiggerdrenge ude fra Byen forstyrrede Guds
tjenesten i Vajsenhuskirken ved a t g'aa og tigge fra Stol til Stol,
m aa tte Finckenhagen anmode om, a t en af Fattigfogederne nu
og da mødte i K irken for a t holde Disciplin, da U rostifterne ikke
var Vajsenhusbørn.
Finckenliagens Gage v ar kun ringe, da han blev ansat, men 1743
fik han ved kgl. R eskript tillagt Sjette- og Tiendepenge, som fa ld t
ved Stiftelsens Jurisdiktion.
1747 steg hans Løn til 800 Rdl. og forhøjedes endog 1758 til
1150 Rdl., en usædvanlig stor Gage, som im idlertid motiveredes
ved de betydelige Indtægter, hans Virksomhed havde skaffet S tif
telsen.
Ved sin Ansættelse var han Kancelliraad, senere blev han J u
stitsraad og tilsidst E tatsraad .
Da D irektionen ønskede a t optage ham som Medlem, fik han
8. Maj 1762 kgl. Udnævnelse som D irektør for Stiftelsen.
1765 fritoges han for en Del af Forstanderembedet, idet K an
celliraad Chr. Fr.
Ursin
blev ham adjungeret i Embedet.