![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0196.jpg)
191
Da Struensee 1771 ophævede Stiftelsen, blev Finckenhagen sat
paa Vartpenge, og ved Stiftelsens Genaabning næste Aar afgik han
fra begge Embeder med en aarlig Pension af 600 Rdl. sam t F ri
bolig for sig og H u stru sam t to Døtre.
Han døde 4. April 1778 i en Alder af 84 Aar; hans H ustru, der
ligesom de to Dotre fik Pension af Stiftelsen, overlevede ham til
1780.
1772—1776.
Christian Frederik Ursin,
Kancelliraad, havde oprindelig studeret
Medicin og tag e t en Licenciatgrad heri, inden han gik over til
Juraen.
1765 blev han adjungeret Finckenhagen som Sekretær og For
stander. Ved sin Embeds-Tiltrædelse fik han den Forandring ind
ført, som gælder endnu den Dag i Dag, angaaende Regnskaberne,
der hidtil v ar blevet ført under eet af Inspektionen, a t alt hvad der
angik K apitalerne og de indkomne Gaver skulde forfattes af K u ra
torerne, hvorimod de løbende Udgifter — sam t Tavlepengene —
skulde opføres i Inspektionens Regnskab.
E fter Kabinetsskrivelsen af 16. Oktober 1771 vikle Ursin ind
give en P ro test direkte til Kongen, men D irektionen ansaa det for
ganske betydningsløst.
Da Stiftelsen genoprettedes 1772, fik han Udnævnelse som In
spektør og Fo rstander og blev Medlem af den nedsatte Kommis
sion, »Conferencen«, der skulde bringe Vajsenhuset paa Fode igen.
Alle de hermed forbundne besværlige Arbejder synes a t have over
steget hans K ræ fter, og da han v ar meget hypokonder, blev hans
Embedsførelse en Række af Fortrædeligheder for ham og hans
Omgivelser.
Til Trods for den Lettelse, han havde faaet indført ved Regn
skabsaflæggelsen, kunde han aldrig blive færdig med Regnskaberne
i rette Tid, hvorfor Kuratorernes Revisionsbemærkninger blev skar
pere og skarpere i Tonen, saa han til sidst fandt sig beføjet til at
klage til Kancelliet og udbede sig Fo rtrinnet frem for Kuratorerne;
heri fik han dog ikke Medhold. Hans Sygelighed gik omsider saa
vidt, a t han til Tider lukkede sig inde og ikke engang vilde deltage
i D irektionsmøderne, hvorfor den ene af D irektørerne, E ta tsra ad
Borch,
blev nød t til a t føre Direktionsprotokollen. H ertil kom, a t
Lærerne viste ham ligefrem Uhøflighed, saa Præsten, Pastor
Kroll,
m aatte give dem en velfortjent Irettesæ ttelse. Med Hægemester,
Læge og P ræ st laa han i stadig Strid, og da lian i 1776 havde luk
ket sig inde et halv t Aar, fik han ved Paasketid Tilladelse til a t
nedlægge sine Embeder med aarlig Pension af 300 Rdl. mod a t
indsende sine Regnskaber til Revision; da han endnu 1779 ikke
havde indleveret disse, tab te Direktionen omsider Taalmodigheden