203 / 360
195
W adum indsender den ene Skrivelse efter den anden i de groveste
Udtryk, men disse lader Gude ganske ubesvarede, og liar heri Di
rektionens Medhold. E fter B randen 1795 generede W adum sig end
ikke for a t indsende en Beskyldning mod Gude for a t have ladet
Arkivets B revskaber gaa op i Luerne — en Beskyldning Vajsen
husets udmærkede Arkiv den Dag i Dag kan afvise med den R inge
agt, den fortjener. Ikke længe efter Branden fand t W adum paa at
indrykke i Bladene, a t Prisskrifter angaaende Vajsenhusets Gen
opbyggelse kunde indsendes til ham til Bedømmelse, og samtidig
tilbød han D irektionen sin Hjælp. D irektionen takkede for et Til
bud, som den dog ikke agtede a t benytte, og da W adum bag Gudes
Ryg indsendte et Forslag til den befalede kgl. Kommission, lod
denne uden a t tage det til acta det ligge løst bland t andre Papirer
»til et Skamskrift for ham selv«.
Sin svigtende Interesse for sin gamle Stiftelse viste W adum i
1798 ved a t overtale den da 87 Aar gamle pensionerede Lærer ved
Charitéskolen
Jens Brostrup
til a t kræve tilbage af Vajsenhuset
300 Rdl., som han tidligere anonym t havde skænket Stiftelsen, og
da dette ikke frugtede, gentog W adum , der v ar blevet beskikket
Eksekutor i B rostrups Bo, men »ikke syntes a t unde Vajsenhuset
noget godt«, samme Begæring til Gude, der ikke besvarede hans
Henvendelse, og senere til Direktionen, som ikke vilde tage nogen
endelig Bestemmelse.
Da Brostrup straks efter døde, faldt Sagen bort.
Wadum døde 29. Ja n u a r 1814.
(Richter, Gudes Memoirer).
1792—1810.
Jacob Gude,
født 3. Jun i 1754 i Kbh., Søn af H ofproviantforvalter
Niels Gude og H u stru Christine, f. Due, blev S tudent 1769, cand.
jur. 1773, Sekretær i Kancelliet 1776 og i Generalkirkeinspektions-
kollegiet fra 1783 indtil Kollegiets Ophævelse 1792; samme Aar
blev han Sekretær i Missionskollegiet og afløste Hee W adum som
Forstander og Inspektør.
Han var en overordentlig samvittighedsfuld og nidkær Embeds
mand, der benyttede enhver Lejlighed til a t forsvare Stiftelsens
Interesser og v an d t derved til Stadighed Direktionens Bevaagenhed
og Paaskønnelse.
Det faldt jo i hans Lod stadig a t virke under meget sørgelige
udvortes Forhold: Branden, Bombardementet, Børnenes Udflytning
til Blaagaard og paa samme Tid de evindelige Chikanerier fra
Hee
Wadums
og de alvorlige Angreb fra Stadsfysikus
Mangors
Side.
I sine foran ofte om talte Memoirer har han givet, som ligeledes
foran anført, en fyldig Beskrivelse af disse forskellige Forhold, lige
som A rkivet indeholder en Række vægtige Skrivelser fra ham , hvad
enten det angaar Undervisningen, som efter Branden helt blev lagt
13*