202 / 360
194
for Opsætsighed og Ulydighed. D irektørerne
Aagaard
og
Thulslrup
anklagede derfor W adum for Myndighedsmisbrug og gav ham
Skylden for den slette Omtale, Stiftelsen fik i »Skilderiet«. Mod
disse Beskyldninger indsendte W adum et v idtlø ftig t Forsvar, hvori
han gentog sine Anklager mod Læremoder og Økonom. Da Be
skyldningen mod Læremoderen nu viste sig begrundet, blev hun
afskediget for Uredelighed. Økonomen havde im idlertid stadig god
Samvittighed, hvad Beskyldningerne angik, men viste i den føl
gende Tid W adum aabenbar R ingeagt ved aldrig selv a t ville for
handle med ham og engang oven i Købet tillod sig a t lade sin K arl
»med K ittel og Træsko paa og Pibe i Munden give Forstanderen
Besked i dennes egen Stue paa en Tid, da Børn og Lærere v ar til
Stede.«
D ette var jo et lovlig groft Stykke, og W adum , der efterhaanden
var kommet paa god Fod med D irektionen igen og v ar blevet
udnævnt til Ju stitsraad , fik nu fuld Oprejsning derved, a t Kongen
ved Konferensraad Aagaards Død udnævnte ham til
Direktør
for
Vajsenhuset, idet han sam tidig skulde varetage Forstanderembedet.
Herved styrkedes hans Stilling saa meget, at Økonomen ansaa det
for re ttest a t bede Wadum om Forladelse; men W adum v ar ufor
sonlig og afviste hans »Kryberier og kærlingevorne Bønner«, saa
Kampen dem imellem blussede op paa ny. I denne Kamp forsaa
W adum sig groft mod en senest i 1788 ud sted t Resolution ved
paa Læsestuen i Børnenes Nærværelse a t give Økonomen en al
vorlig Irettesæ ttelse for nogle fordærvede Sild. Det v ar d. 7. Ju li
1792, og efter sin Forløbelse saa W adum sig nødsaget til »paa Grund
af Svagelighed og Overanstrengelse« a t søge om Afsked fra Fo r
standerembedet og D irektørposten. Ansøgningen bevilgedes d. 30.
Novb. og han fik tilsta ae t en aarlig Pension af 600 R d l.; sam tidig
blev
Gude
beskikket til Forstander.
Hermed var Wadums Saga i Vajsenhusets H istorie dog ikke
forbi. Gude opdagede nemlig snart, a t Wadum , der forøvrigt havde
nægtet a t give Gude enhver Vejledning ved Overtagelsen af Em
bedet, slet ikke havde o p rettet nogen K o n trak t med Apoteker
Pflugmacher
og derfor kom til a t undergaa samme Skæbne, som
han selv havde forvoldt sin Formand Ursin. Fremdeles fremviste
Regnskaberne en Del uberigtigede Poster angaaende Forlagsskrif-
terne, og Direktionen m a atte derfor dømme W adum til E fterbeta-
ling. Tillige klagede Gude over Drengenes daarlige Beklædning og
over, a t de v ar befængt med U tøj, i hvilken Anledning D irektøren
Thulstrup
udtalte, »at han ved denne uventede Indberetning ikke
vilde opholde sig ved a t bedømme den afgaaede Inspektørs Con-
duite«.
A t Forholdet mellem Gude og W adum ved disse Gudes b ere t
tigede Anklager blev mere og mere spændt, er jo kun natu rlig t.