201 / 360
193
Straks ved sin Tiltrædelse viste han sig som en dygtig Admini
strato r og Regnskabsfører, der formaaede a t bringe Orden i det
Kaos, U r s in havde efterladt sig; tillige havde han megen Sans for
Personalhistorie og anførte i D irektionsprotokollen en nøjagtig For
tegnelse over de Personer, der indtil da havde virket ved Stiftelsen.
Skønt han begyndte sit Embede med a t udtale Ønsket om »at
blive to Drenge qvit hellere i Dag end i Morgen« og udvise stor
Strenghed mod en anden »skarnagtig og lumpen Dreng«, der paa
Stiftelsens Bekostning var sat i Slagelse Latinskole og opførte sig
slet her, hvorfor han lod ham indskrive som Husar ved Regimentet
i Hørsholm, i hvilken Anledning han paa Drengens Klage m aatte
forsvare sin Adfærd over for Kancelliet, var Wadum dog af Na
tu ren mild og overbærende over for Børnene, et Forhold, der bo rt
tog en Del af hans Myndighed og til sidst skilte ham af med Em
bedet.
K u r a t o r e r n e gjorde saaledes det første Aar den Udsættelse paa
hans Regnskab, a t ikke mindre end 200 Ruder var slaaet ud paa
eet Aar, og a t a lt for mange Laase m a atte opdirkes og nye Nøgler
anskaffes, sam t a t Apotekerregningen var alt for stor, eftersom
W adum uden a t spørge Lægen tildelte Børnene Masser af søde
Sager og derved af m isforstaaet »Faderlighed« befordrede Børnenes
Hang til Slikkeri.
Disse Klager havde kun en forbigaaende Betydning for W adum ;
værre var det im idlertid, a t han paa Børnenes Vegne følte sig op
fordret til a t klage over Økonomens Mad og det forargelige Eks
empel, dennes Tjenestefolk gav Børnene. Da Økonomen,
Schow,
ikke tog Hensyn til Klagerne, udkom der 1787 et Skrift, under
skrevet med det opdigtede og a tte r overstregede Navn John Kiel-
sen, og W adum v ar sikkert F o rfatter eller i hvert Fald den, der
havde foranlediget Skriftets Fremkomst. Skriftet blev indleveret til
Førstedirektør Konferensraad
Aagaard
og indeholdt et alvorligt
Angreb paa Læremoderen og Økonomen for Uredelighed. Under
den deraf følgende Retssag, der stod paa i over et Aar, blev alle
Stiftelsens Betjente indkaldte til Forhør og samtlige Vidneudsagn
var nærmest til Gunst for Økonomen undtagen Wadums, der gik
ud paa, a t Skriftet ta lte Sandhed. P roku rato r
Top,
der førte Sagen,
vilde til sidst ikke afhøre W adum mere, »da hans Vidnesbyrd vid
nede om, a t han v ar Citantens Avindsmand«.
Den endelige Dom er ubekendt, men Økonomen beholdt sin Stil
ling og m aa vel altsaa være blevet frifundet. Det betænkelige ved
Sagen var im idlertid dette, a t Offentligheden blev bekendt med
den Uenighed inden for Stiftelsens Mure, og a t denne mistede
sit gode Rygte. Da Økonomen havde beholdt sin Plads, var W a
dum nu i en mislig Situation over for Direktionen, hvis Uvillie han
yderligere æggede ved pludselig a t afskedige Hægemester
Lacour
Det kgl. Vajsenhus.
13