200 / 360
192
og klagede til Kancelliet, der derpaa truede Ursin med a t ville
anmode Kongen om a t paalægge ham en daglig Mulkt, hvis han
ikke inden to Maaneder gjorde Rede og Rigtighed for samtlige
Regnskaber. Endelig 1787 fremkom Regnskaberne, men nu er
klærede D irektionen, a t den ikke vilde decidere saa gamle Regn
skaber og bad Kongen om, a t der m a a tte blive nedsat en Kom
mission til dette Hverv. Denne Kommission frikendte Ursin for
Direktionens Tiltale, da alt viste sig a t være i Orden paa en ube
tydelig Post nær paa 12 Rdl. 5 Mk. 3
y2
Sk., som Ursin saa mange
Aar efter ikke kunde gøre Rede for og derfor tilbød a t betale.
Alt ordnedes saaledes i Fredelighed, idet den eneste Bebrejdelse
D irektionen med R ette kunde anføre mod ham var den, a t han
ikke havde paaset, a t der var blevet op rettet lovformelig K on trak t
med Apotekeren.
Ursin flyttede efter sin Afskedigelse 1776 til Nørregade, og her
giftede den allerede gamle Mand sig med
Am ica Vilhelmine Hartvig,
en Søster til Vajsenhusets Læremoder. Dette Ægteskab havde den
mærkelige Indvirkning paa Ursin, a t al Hypokondri nu forlod ham,
og han blev rask og omgængelig. Da Ulykken ved Branden styrtede
ind over Vajsenhuset, tog han med Velvillie mod Forstander Gude,
der lejede nogle Værelser hos ham til Arkiv og Kontor, ligesom
Direktionsmøderne holdtes der. Hans Søstersøn, O t t o F a b r i c i u s ,
blev Præ st paa Stiftelsen 1783.
Ursin døde 17. April 1802 og hans H u stru 5. Maj 1828.
(Richter, Gucles Memoirer).
1776—1792.
Christen Hee Wadum,
cand. theol. I Henhold til hans egne Op
tegnelser i den ældste D irektionsprotokol var han født paa Herre-
gaarden Hinsels i Thy 20. Maj 1737, blev S tudent fra Metropolitan-
skolen 1757 og cand. theol. 1761.
1767 blev han Fuldmægtig i Overformynderiet, samme Aar gif
tede han sig med
Marie v. d. L ippe,
født i Bergen 11. Marts 1745
og død i Barselseng 4. Februar 1774, hvorefter han 9. September
samme Aar ægtede
Margrethe Lange,
født i Kbh. 2. Maj 1753, hun
overlevede ham i tyve Aar og døde 1834.
Hee Wadum er en ganske mærkelig Frem toning i Vajsenhusets
H istorie, og det er vanskeligt a t afgøre, om han virkelig var sin
Stilling voksen eller ej, og om han var Stiftelsens Ven eller Fjende.
Gamle Elever om taler ham i høje Toner og roser ham for hans
Dygtighed og Kærlighed, »Faderlighed«, men hans Efterfølger G u d e
taler i haarde Ord om hele hans Embedsførelse og uheldige Adfærd.
Sandheden ligger vel m id t imellem og kan forklares ved, a t hans
stridbare Sind til Tider lod hans N aturs daarlige Egenskaber faa
Overhaand over de mange virkelig gode, han besad.