101 / 390
90
Hans Olrik.
Borchs kollegiums historie rumm er også eksempler på op
sætsighed mod professorer og provst. Endnu samme år, ko lle
giet blev indviet, anklagede eforus stud. theol.
Ludvig Hjort
(Ludovicus Cervinus) for Konsistorium , fordi han i en disputats
havde fremsat usømmelige propositioner og trods hans på
m indelse senere gentaget dem. Domm en lød således : »Saasom
Ludovicus Cervinus befindis at have forsvaret conclusionem
absurdam, imp iam et scandalosam tanquam veram in Collegio
Mediceo, og dernæst imod D n i E pho ri derom giorte erindring
samme udj een anden disputation paa ny igien haver v ille t for
svare tillige med nogle haanlige ord, som syntis at være meent
Inspectori Collegii, da endog hand ved saadant forhold vel hafde
fortient at priveris in totum Collegii beneficio, saa er det dog
afif Consistorio denne gang modereret, at hand dend fierdedeel
a f eet heelt A a rs Stipendio skulle have forbrudt, som til Collegii
nytte skal efter Fundatzen anvendis, og desforuden i Collegio
giøre Inspectori afb ig t, naar Ephorus det tilsigendis vorder« x).
Kvitteringsbogen viser dog, at han ikke har fået m indre end
de andre ; men da han i begyndelsen a f 1693 bortrejste uden
tilladelse, var der ingen nåde længer, han blev slettet a f alum
nernes tal. — M od kommunitetsprovsten mag. Stefan Reitzer
har to Borchianere vist trods: 1697 blev medicineren
E rik
') Kons. retspr. 2 1. Nov. 16 9 1. — Hjorts disputats blev holdt 26. Sept.
16 91, behandlede logiken og bestod af 3 afsnit: Orbis in puncto, Logica in
restrictione, Qvod punctum in orbe restrictio in logica ¡dem. Foran findes en
»approbation« af Casp. Bartholin: Acuta hac et ingeniosa Disputatione se parta
jam dudum Lauru dignissimum ostendit Præstantissimus Autor. Disputatsen vidner
om en vis opfindsomhed, men indeholder adskillige fantasterier og meget vrøvl.
Hjort skælder ud på Aristoteles, kalder hans logik en Augiasstald og ønsker
ham selv afsat som herre i filosofien. Han betragter Guds styrelse som punctum
in orbe, der medfører orbis in puncto og i denne sammenhæng siger han : At
contra nihil certe mali in Orbe, qvemadmodum in puncto nihil parvi, qvamvis
minimo (s. 5)- Ha disse ord
kan
tydes som en fornægtelse af alsynd eller også
som apokatastasislære, er det muligvis dem, der har stødt eforus Måske er det
dog ikke nogen udtalelse i den trykte disputats, som jo en anden professor havde
billiget med smigrende anbefaling, men snarere en sætning i den mundtlige for
handling, som har vakt forargelse.