Previous Page  101 / 390 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 101 / 390 Next Page
Page Background

90

Hans Olrik.

Borchs kollegiums historie rumm er også eksempler på op­

sætsighed mod professorer og provst. Endnu samme år, ko lle­

giet blev indviet, anklagede eforus stud. theol.

Ludvig Hjort

(Ludovicus Cervinus) for Konsistorium , fordi han i en disputats

havde fremsat usømmelige propositioner og trods hans på­

m indelse senere gentaget dem. Domm en lød således : »Saasom

Ludovicus Cervinus befindis at have forsvaret conclusionem

absurdam, imp iam et scandalosam tanquam veram in Collegio

Mediceo, og dernæst imod D n i E pho ri derom giorte erindring

samme udj een anden disputation paa ny igien haver v ille t for­

svare tillige med nogle haanlige ord, som syntis at være meent

Inspectori Collegii, da endog hand ved saadant forhold vel hafde

fortient at priveris in totum Collegii beneficio, saa er det dog

afif Consistorio denne gang modereret, at hand dend fierdedeel

a f eet heelt A a rs Stipendio skulle have forbrudt, som til Collegii

nytte skal efter Fundatzen anvendis, og desforuden i Collegio

giøre Inspectori afb ig t, naar Ephorus det tilsigendis vorder« x).

Kvitteringsbogen viser dog, at han ikke har fået m indre end

de andre ; men da han i begyndelsen a f 1693 bortrejste uden

tilladelse, var der ingen nåde længer, han blev slettet a f alum ­

nernes tal. — M od kommunitetsprovsten mag. Stefan Reitzer

har to Borchianere vist trods: 1697 blev medicineren

E rik

') Kons. retspr. 2 1. Nov. 16 9 1. — Hjorts disputats blev holdt 26. Sept.

16 91, behandlede logiken og bestod af 3 afsnit: Orbis in puncto, Logica in

restrictione, Qvod punctum in orbe restrictio in logica ¡dem. Foran findes en

»approbation« af Casp. Bartholin: Acuta hac et ingeniosa Disputatione se parta

jam dudum Lauru dignissimum ostendit Præstantissimus Autor. Disputatsen vidner

om en vis opfindsomhed, men indeholder adskillige fantasterier og meget vrøvl.

Hjort skælder ud på Aristoteles, kalder hans logik en Augiasstald og ønsker

ham selv afsat som herre i filosofien. Han betragter Guds styrelse som punctum

in orbe, der medfører orbis in puncto og i denne sammenhæng siger han : At

contra nihil certe mali in Orbe, qvemadmodum in puncto nihil parvi, qvamvis

minimo (s. 5)- Ha disse ord

kan

tydes som en fornægtelse af alsynd eller også

som apokatastasislære, er det muligvis dem, der har stødt eforus Måske er det

dog ikke nogen udtalelse i den trykte disputats, som jo en anden professor havde

billiget med smigrende anbefaling, men snarere en sætning i den mundtlige for­

handling, som har vakt forargelse.