103 / 390
92
Hans Olrik.
han vel kunde have fortjent at relegeres for stedse, men på
grund a f provstens forbøn »og sin egen fortrydelse, som hand
synes at lade see«, benådedes han med for stedse a t væ r e ude
lukket fra kollegiet og K om m u n ite te t1). Som så ofte blev
dommen dog ikke overholdt i hele sin strænghed: halvandet
år senere bestemte Konsistorium , at K ragelund atter skulde
have kosten på Komm un itetet på den betingelse, at han bad
provsten om fo rladelse2). T il disse optø jer kan naturligvis også
føjes
Somes
råhed (se ovenf. s. 86), da det jo som et frækt
brud på ordenen var en slags opsætsighed mod provst og
dekan.
Sp il va r studenterne fo rbud t, ligeledes var de advarede
mod u tugt og letfæ rdighed3); men også på disse om råder har
studenterne forsyndelser at opvise. Ganske vist er de fo re
kommende retssager kun fa, men det drejede sig også om lov
brud, som var vanskelige at komm e efter. F ra en noget tid
ligere tid høres der flere gange om s p il4) ; i vo rt tidsrum har
jeg fundet et eksempel fra 1706, i det fire studenter på grund
a f spil blev stævnede for Konsistorium og idøm te bøder på 2 4
r d l.5).
H v a d u s æ d e l i g h e d angår, manglede København
hverken berygtede huse, som Øster- og Vester-Paradis, eller
frække ruffere og ruffersker som A n e H a ttem a g e rs 6). Jeg har
dog ikke fundet studenter om talte ved den slags skandaler.
Derim od findes der flere konsistoriumssager om s v e g e t æ g t e
s k a b s l ø f t e ; en sådan sag — a f uhyggelig karakter for øvrig t
— skal omtales nærmere her, da den angår en B o rch ian e r7).
') Kons. retspr. 22. og 29. Apr. 1699. «) A. C. 2. Okt. 1700.
3)
Leges
studiosorum art. 1 1 : Pecuniam alea vel talis ne prodigunto. Leves turpesqve
amores ne sectantor Art. 9: Ineptos ludos, furta, stupra, adulteria et his similia,
homine qvovis nedum meliorum musariim consecraneis indigna singulari studio
vitanto.
(Matzen
I, tillæg s. 52).
*j Matzen
II 147. 152. ») Kons. retspr. 2.
Okt. 1706. fi)
Werlauff
Antegn. 246.
O. Nielsen
224 Kbhvns dipi. V III 100
f. 330 f. 646.
')
Denne sag er fremstillet af den afdøde forfatter, pastor
J . %
F Friis,
i Ny kirkehist. saml. IV 407 ff. Kons. retspr. giver imidlertid oplys
ning om en væsenlig side af sagen, hv0r denne fortæller måtte nøj es med gisninger