106 / 390
Borchs kollegiums historie.
95
fyrretyve lod sølv, samt udrede sagens omkostninger. D e t var
et hårdt slag, først efter 13 års forløb genvandt han sin ære og
blev så p rokurator; til sidst døde han i a rm o d 1).
T y v e r i e r og b e d r a g e r i e r hører til sjældenhederne
blandt de studerende. D o g høres der jo om ældre studenters
tyveri fra en døddrukken rus, og om en student Busse, at han
havde taget bøger på universitetsbibliotheket, kradset mærkerne
a f dem og sat andre i stedet, men underlig nok slap han med
at betale skaden, og det blev ham forbudt under relegationsstraf
nogensinde oftere at indfinde sig på b ib lio th e ke t2). F o r 1722
har jeg fundet, at en A n d e rsB e h r har g jo rt sig skyldig i falsk:
han havde ladet noget try kk e uden tilladelse a f censor, det filo
sofiske fakultets dekan (F rø lund ), og for at kunne dette havde
han efterlignet hans håndskrift, men slap med 6 rdl.s bøde og
med at bede professoren om forladelse3). — Borchs kollegium
har im idlertid et hæsligt bedrageri at opvise, hvis offer var en
student med et meget berøm t navn. E n theolog,
ChristofferPedersen
f r a B a l l u m (Balgumensis), der havde en Ripenserplads på
kollegiet, narrede sin fætter, den yngre Ripenser Hans A d o lf
Brorson, til at give ham 23 rdl. »under pretext at hand for dend
discretion vilde skaffe Brorson platz i Collegio Mediceo«. D a
Brorson var bleven alumnus, kom sagen op, og efter eforus’
forslag dømte Konsistorium , at Christoffer Pedersen for bedrag
og løgn skulde have sin plads fo rb ru d t4). — Enten bedrageri
eller i alt fald uforsvarlig skødesløshed med andres ejendom er
blevet udvist a f
Fredrik Lysholm
, denne volsomme alumnus, der
efter et begået overfald rejste fra kollegiet. H an havde nemlig
lånt bøger fra Valkendorfs kollegium uden at give dem til
bage. Inspektoren F riis, der havde lånt ham dem, bad om
9
Bloch,
Fynske gejstligh. I 831 f. Kirstine S. ægtede Hvids eftermand,
der dristede sig at aflægge præsteeden, efter bispens mening dog ikke med frelst
samvittighed. Aret efter døde han, så K. S. fik ikke megen glæde af kaldet
(F iiis
416 f.)
Kons. retspr. 17. Juli 1697. 3) Smstds 2 1. Nov. 1722. 4) A. C.
21. Marts 17 16 .