112 / 390
Borchs kollegiums historie.
IO I
at deltage i den alm indelige kirkegang skulde Borchianerne
også møde til andagten på kollegiets auditorium hver morgen
og aften, efter at der to gange var ringet med klokken. Søn
dage og helligdage foregik den lille andagt med større højtide
lighed, i det inspektor lukkede op for Borchs krucifiks. Man
brugte at synge salmer og læse et stykke a f K ristian IV s store
bibel, der lå på sa len 1). Forsømmelse a f lovsangen straffedes
med bøder på 8 /3; kun i et særligt tilfælde kunde en alumnus
fritages d e rfo r2) Religiøsiteten bevægede sig i orthodoksiens
tilvante, gammeldags former. F ra Tyskland trængte den reli
giøse opvækkelse ganske vist frem i D anm ark; men den blev
ikke tålt, den herskende theologiske kreds udstedte banlysninger
imod dens konventikelvæsen.
D e r kunde derfor endnu ikke
trives noget religiøst sam liv hos de studenter, der var grebne
a f denne bevægelse. D e fleste vilde kun se den nye retnings
mangler og betragtede Pietismen som en sektererisk fremtoning,
og skønt den i D anm a rk satte så smukke frugter som missionen
og omsorg for skolevæsenet, blev den dog miskendt i denne
tid. D e t fremgår a f en konsistoriumssag, at en student ved at
betegne en anden som pietist efter datidens mening har slynget
en graverende beskyldning imod ham, som han måtte tilbage
kalde for re tte n 3). Trods modstanden mod Pietismen blev dog
mange, endog flere a f dens modstandere, grebne a f dens tanke
gang: D a studenten N iels H o rn havde spillet komedie, vilde
biskop W o rm og professorerne Steenbuch og Casp. Bartholin
sætte igennem , at han aldrig fik lov til at gå op til theologisk
embedseksamen, mens den gammeldags Hans Bartholin og med
ham de andre professorer gennemførte, at det kun blev ham
formént det første år, fordi han havde erklæret straks at være
') Bibelen og salmebøgerne omtales først i regnsk. I
73
1—
3
2>
men de ^ar
efter al rimelighed også været der før 1728 og er bievne erstattede efter bran
den. s) Se ovenf. s. 57. 3) Kons. retspr. 17. Dec. 1707. Netop i den tid
var spørsmålet brændende, da et par tyske studenter nylig havde holdt kon-
ventikler, som var bievne strængt forbudte (
Helveg
, Danske kirkes hist. eft. re
format. iste udg. I 524).