116 / 390
Borchs kollegiums historie.
105
siden a f titelb lad et findes et im p rim atu r fra det filosofiske fa
kultets dekan, undertiden tillige fra den theologiske dekan; nu
og da medfølger der endog en rosende anbefaling. I slutningen
af mange disputatser er der latinske ærevers til præses og re-
spondens, holdte i tidens skruede stil.
A lum nerne var ikke altid ivrige i opfyldelsen af deres
pligter med hensyn til disse »exercitia«. D o g var de ikke så
forsømmelige som Valkendorfianerne.
De
g ik nemlig så vidt,
at de i året 1702 ikke en gang længer tog hensyn til eforus
påmindelse, så de måtte stævnes for Konsistorium 1); i foråret
1716 var det atter g alt med dem, men da havde forsømmelig
heden forp lantet sig til Borchs kollegium . Konsistorium be
stemte nu, at de alumner, der ikke inden 11. Juni disputerede
efter deres tur, skulde have deres plads fo rb ru d t2). B landt de
skyldige var H a n s A d o l f B r o r s o n , der i de fem fjerdingår
han lå på ko llegiet slet ikke mødte op med nogen afhandling;
da han den 23. Juni 1716ophørte at være
alumnus og det ikke
var fordi han havde fået noget
embedeeller hverv, erhan
sikkert falden for den skærpede ordning. D e t samme gælder
vistnok også P e d e r E d v a r d s e n F r i i s 3).
Æm n erne og behandlingsmåden i disse exercitia afspejler
tiden med dens fortrin og dens
mangler.M an véd ikke,om
man skal undre sig mest over
den forbavsende lærdom,der
ofte udfoldes, eller over det endnu hyppigere andløse pedanteri.
Mens nogle arbejder udmærker sig ved vægtigt indhold, er
andre kun vidnesbyrd om, at deres forfattere til gavns har for
stået at koge suppe på en pølsepind; mens nogle disputatser
viser alvorlige tilløb til videnskabelig methode, er andre næsten
kun barnesnak; mens nogle a f dem virkelig er originale, er
l)
A. C. 18. Febr. 1702. 2) A. C. 24. Maj 1716 . 3) Jfr. fortegnelserne
over alumnernes disputatser og deklamationer Thottske saml. i
8
j
7
4
^° °S
kgl. saml. 124 1 4to.