340 / 390
Vesterhavets Øst- og Sydkysts Vegetation.
329
af Hedevegetationen, falder dennes Udbredelse ikke sammen
med det Omraade, paa hvilket Lyngen er den herskende Plante.
For de efterfølgende Betragtninger vil jeg vælge Vestjylland
som Udgangspunkt, idet Forholdene der ere mest typiske og
mindst forstyrrede af Kulturens omformende Virksomhed. L av
ningerne og Dalsænkningerne ere dækkede af en Tørvedannelse,
der ifølge Overfladeforholdenes Natur kun for en mindre Dels
Vedkommende er dannet i Vand; største Parten, i det mindste
regnet efter Areal, er dannet og dannes paa fugtig Jord. Som
Regel aftager dette Tørvelag i Mægtighed fra Midten af L a v
ningen eller Dalsænkningen hen imod Randen, efterhaanden
som Terrænet stiger. I den midterste og laveste Del af L a v
ningerne er Jordbunden saa omtrent mættet med Vand hele
Aaret; naturligvis kan i den tørreste Sommertid det øverste
L ag og mere fremspringende Knolde blive noget indtørrede.
Udenfor dette Parti, paa den øvrige, mindre fugtige Del af
Mosen er Tørven af en seig og svampet Beskaffenhed; det er
denne Tørvemasse, der af Befolkningen kaldes M o r og som
meget almindelig skrælles af og bruges til Brændsel: de saa-
kaldte Hedetørv eller paa Stedet slet og ret Tø rv; (det, man
ellers kalder Tørv, kalder man der »Kly’n«, Klyne). Det er
disse Morheder eller Hedemoser, som især i de sidste Decennier
ere bievne opdyrkede, og som have givet forholdsvis fortrinlige
Afgrøder og i det Hele taget forøget Vestjyllands Agerland
meget betydelig.
Morlaget i Hedemoserne er dannet af de døde Rester af
mange forskjellige Planter, først og fremmest Mosser og Halv
græsser, dernæst Klokkelyng og almindelig Hedelyng. Paa den
egentlige Hede eller Lyngheden finde vi ogsaa et Morlag, men
meget tyndere end i Moserne og af en anden Beskaffen
hed. Fugtigheden er her for ringe for Mosens Planter, og V e
getationen dannes næsten alene af Lyngen; Morlaget er derfor
Lyngmor, som nedefter gaar temmelig jævnt over i Under
grundens Sand og er af en meget løsere Beskaffenhed end