331 / 604
82
dette Hensyn, som jo kun vilde hjemle dem, der ere
petsonlig myndige, Ret til a t raade over det selv
erhvervede Gods, fremfører han, — i Overensstemmelse
med sin Votering i Højesteret
andre Betragtninger,
der føre til, ikke i den nævnte Henseende a t blive
staaende ved de Personer, som ere personlig myndige.
Han bemærker nemlig i Hdb. 2. B. p. 428—429
Følgende: „Gjennemgaaer man vor Lovgivning om
Umyndighed, vil man uden Tvivl og finde, a t det kun
er de Unges Arvemidler, og- hvad dermed kan sæ ttes
i Klasse, sam t den Formue, de i Fremtiden maatte
kunne erhverve, Lovgiveren har søgt a t bevare mod
deres egen Letsind og Aagerkarlens Snedighed. A t
denne Lovgivning ikke har Hensyn til Det, de Unge
ved egen Vindskibelighed have erhvervet, er af flere
Data kjendeligt. — Efter D. L. 3—17 N. L. 3—19, der
er Hovedsædet for Materien om Umyndige og Værger,
er denne Gjenstand paa det Nøieste indvævet i Mate
rien om Skiftehold, og det forudsættes ikke, a t den
Unge i A lm i n d e l i g h e d faaer Værge eller Curator,
saa længe ingen Arv er ham tilfalden. Paa selvsamme
Maade behandles denne Gjenstand og i de senere Re-
scripter
0111
Sikkerheden og Rigtigheden for Umyndiges
Midler. Følgende Lovsteder kunne, blandt flere, be
mærkes. 3 - 1 7 N. L. 19—2 forudsætter, a t Barn ei
faaer Værge, saa længe begge Forældre leve, men
først efter Moders Død, d. e. naar det faaer Arvegods.
Udtrykkene i Art. 4 tilkjendegive den Forudsætning,
a t der er foregaaet et Dødsfald, i Anledning af hvilket
der sættes den Umyndige en Værge. .mrt. 34 taler og
alene
0111
det Gods, den Mindreaarige, ved a t entledi-
ges fra Værgemaal, an n am m e r , og det er med Be
styrelsen af d e t t e Gods, Curator, efter Artiklens Bud,
skal have Tilsyn, a t han ei Godset (dette bestemte
Gods) unytteligen bortsætter.
Naar fremdeles det