ASØrstedsBetydning

0. indrømmer, a t de Gjældsbreve, som en Umyn

dig eller Miridreaarig uden Yærges eller- Kurators an

ordningsmæssig meddelte Samtykke udsteder, ligefrem

ere ugyldige, uden a t der gjøres Forskjel paa, om han,

ved selverhvervet Formue, er i Stand til a t indfri dem

eller ikke; „men dette h a r“, siger han, „sine gode

Grunde deri, a t saadanne Forskrivninger have hans

hele nærværende og tilkommende Formue til Gjen-

stand, følgeligen, efter deres Natur, enten maae være

gyldige i det Hele eller aldeles uden forbindende K raft“.

„Anderledes“, siger han fremdeles, „forholder det sig,

hvor der handles om en bestemt, fra den Mindreaariges

øvrige Formue fuldkommen afsondret, ved egen A

strængelse erhvervet Gjenstand“.

I Henseende til

den omtalte Lære henviser 0. endelig i Hdb 5. B. p.

617 til Frd. for Vestindien 5. Mai 1830 § 4 og Colleg.-

Tid. for bemeldte Aar S. 604—5.

Medens man efter det Anførte ikke før 0. opstil

lede nogen særlig Regel med Hensyn til Raadigheden

over det selverhvervede Gods, var det derimod før 0.

antaget, a t den, der havde givet en Umyndig eller

Mindreaarig Kredit, var berettiget til a t fordre Beta

ling, naar han kunde bevise, a t han ikke derved havde

søgt for sig selv nogen ulovlig Fordel, men a t den

stiftede Gjæld var til den Umyndiges eller Mindre

aariges sande Gavn. Denne Sætning støttedes hos

Nørregaard (§ 260) paa, a t Frd. 14. Mai 1754 fornem

melig var bygget paa to Præsumtioner, nemlig a) at

de, der laane Umyndige Penge eller give dem Kredit,

ere egennyttige Mennesker og skadelige Aagerkarle,

som derved søge a t tilbringe sig en ulovlig og u til

ladelig Fordel, og b) a t Mindreaarige, som uden Kura

tors Samtykke laane Penge eller gjøre Kredit, handle

heri ikke til deres Gavn, men til deres Skade og God

sets Ødelæggelse; og naar nu det Modsatte at de