332 / 604
83
næstfølgende Lovsted vil indrømme de Mindreaarige,
som indtræde i en Næringsvei, friere Raadighed over
deres Gods, saa beskrives denne som en Ret til at
bruge, hvis dennem arveligen tilfalder. I en lignende
Aand udtrykker Lovgiveren sig, naar han i den 88te
Artikel vil entledige de 18aarige Mandspersoner fra
Faderens Yærgemaal. Faderen maa, siger Artiklen,
ei forholde dem deres Mødrene.
Seer man videre
hen til Fdg. 14. Mai 1754, saa tale sammes Præ
misser flere Gange om A rv e m i d l e r s T ils æ t t el se,
som det Onde, der flød af den Credit, der, mod Loven,
blev givet de Mindreaarige. Resc. 17. Dec. 1790 og
de flere Rescripter, der tilstede, a t en vis Deel af den
Umyndiges Midler maa udbetales til umiddelbar An
vendelse for ham, benævne og denne Deel af hans For
mue som Arvemidler, hvilket og er Tilfældet i Frd.
23. Mai 1800 § 6“. Yed Siden af Arvemidler stiller 0.
det, som gives de Umyndige eller Mindreaarige i Hænde,
saafremt Giveren har villet det, og „maaskee Alt, hvad
Lykken skjænker“.
Denne af 0. saaledes opstillede, og efter hans
Mening i den dansk-norske Lovgivning hjemlede Lære
om en Ret for den Umyndige og Mindreaarige til
selv a t raade over det selverhvervede Gods, finder 0.
ogsaa fuldstændig stemmende med Sagens Natur, idet
den Unge nemlig ikke herved udsættes for Ødelæggelse,
hvorimod det antages a t ville slappe hans Yirksomhed,
hvis saadan Frihed blev ham nægtet, og han finder
Rigtigheden af denne Mening bestyrket derved, a t den
omtalte Forskjel mellem Arv og selverhvervet Gods
ogsaa findes antaget i fremmede Love angaaende Min-
dreaariges Dygtighed til a t kontrahere, saaledes navn
lig i den svenske Lov af 1734, Årfda-Balk Cap. NIX
§ 1 og i den østerrigske Lovbog § 246.
6
*