259 / 290
— 248 —
Ch ris ten Jacobsen , v a r Datter af en S ilkevæve rsvend , og tre af h an s
B rød re havde s amm e Næringsvej, de levede alle i meget b e s k edn e
Kaar. løv rig t k u n d e den u træ tte lige Kund skab ssøgen , som u dm æ r k e r
Carl J., fo ruden at væ re Arvelod fra h an s F a d e r og F a r fade r, ogsaa
pege h en paa h a n s Moders Slægt, vK øbm and Holst i Th is ted v a r gift
med en Datter a f H e r r em a n d e n F r a n ts Vogelius S teen s trup , d e r ejede
N a n d r u p paa Mors, men d enn e Mands B rod e r v a r P ro fe s so r ved Akade
m ie t i Sorø, h an s a nd r e B rød re v a r P ræ s te r som h a n s Fad e r , og den
S teen s trup ske F am ilie v a r en udp ræ g e t Slægt af Læ rde og af P ræ s te r,
kny ttede til no rd jyd sk e Sogne. Men, som det alt e r sagt, vi t r o r ikke,
at S tud ie rn e ove r den fje rne re Afstamn ing vil give s to rt Udbytte. Mere
end S læg tb lode t synes den Drift og Kraft, som k an træd e frem i Be
fo lkn ingen i L an d s k ab e r n e h in s id e s L im fjo rden , at have givet sig
Udslag.
N a a r d e r skal tegnes nogle Hoved træk af Carl J.s P e r son lighed ,
e r d e r vel ét, de r s traks gø r sig vitterligt.
Den, d e r u a f b r u d t fra
Ungdom s aa ren e ræ k k e r S am fund e t Gaver og tilsidst s kæ n k e r den af
h am skab te V irk somh ed bo r t tillige med sto re Dele af sin F o rm u e ,
maa eje en Fæd re landsfø le lse , en Kærlighed til Fo lke t af en e s ta aend e
A r t2. T ank en om P lig ten mod Næsten e r b leven om s a t til en P ligt
mod det hele S am fund og h a r helt tvunge t Fø le lsen for eget Selv
i Knæ.
Jacob s en s Fæd re lands fø le lse v a r a ld rig kritik løs, tvæ r tim od — de
Ord »Det e r saa ægte dansk !« , d e r ofte lød fra h an s Mund , v a r næs ten
altid fo ran led igede ved at h a n saa og d ad lede en Mangel hos Nationen .
Men dyb Kærlighed til D anm a rk v a r h am medfød t, en sk ø n n e r e Arv
efter sin F a d e r end d enn e s Fæ d r e la n d s s in d k u n d e h an he lle r ikke
mod tage. Carl J. elskede vo rt Sp rog som det lød i dets skønn e Sk ik
kelse i vo re store Fo rfa tte res og Digteres Mund , og h an æ rede det
ved at tale det r e n t og klangfu ld t. Uagtet h an e n d n u i M anddom s -
aa rene havde Res te r af sit tidligere s t amm en d e Mæle, tillod h a n sig
ald rig at s lub re over Lyd og ov e rho ld t i m u n d t lig Tale F o rm e r , som
vi ellers k u n ho ld e r fast ved i Skrift
(hawde, s k jø n t
— h a n sk rev
altid
Løverdag).
Han va r in te res se re t i O rds H e rkom s t og Navnes