261 / 290
Aaret fo rinden , da J acob s en h avde den sto re Æng s te lse u n d e r sin
H u s tru s Sygdom i S trasbou rg , havde h a n sk reve t til sine Sønn e r : Glem
aldrig, selv om I sku lle blive gam le Mænd, at ho lde J e r til J e su Ord.
Om Carl J.s Skønh ed s san s e r ofte talt i det f o r eg a a end e3. Han
besad en H u n g e r efter Skønhed , d e r næ s ten maa tte synes at besvæ re
den, d e r besad den . Det v a r h am vanske lig t at g lemm e Mang le r i
d enn e Henseende , i alt Fald hos Kv inder. Sam tid ig m e d at h an k u n d e
overse, h v o r d an Ansig tstræk , d e r ma a sk e maa tte ka ldes k lassiske eller
stilfulde, in g en lund e tav om aande lig S tivhed eller Tø rh ed , k u n d e h an
undg a a at føle, h v o r d a n gn is tr e nd e Liv, aande lig Va rme eller et k a r a k t e r
fu ld t Blik maa tte forjage e n h v e r T a nk e
0111
den Skønh ed i L in ie r eller
Fa rve r , som ma a ske fu l d k omm e n t mang lede .
J acob s en s Dom k u n d e dog m ildnes , n a a r h a n saa en r a n k Ho ld
n ing , en tryg Værd ighed , Bevægelser med skøn R y t hm i k eller en u d
p ræge t Villie til at gøre sig gæ ldende . Da h a n som Deltager i den
in te rna tiona le arkæo log iske Kongres e r s amm e n med de øvrige Med
lemm e r paa Besøg paa Kreta, sk r iv e r h a n til sin Da tte r Pau la , at
M enneskene d é r e r saa mæ r k væ r d i g skønne , b aad e Mænd, K v ind e r og
Børn . Mændene er g lim r end e Sk ikkelse r, kraftige og bøjelige, s idd end e
u dmæ r k e t til Hest. De unge P ige r e r gratiøse, hø je og s lanke, alle
s amm e n som va r de fødte P r in s e s se r .
»Jeg b e u n d r e r frem fo r alt
d isse Menneske rs
H o ldn ing .
Der e r ogsaa nogle meget nyde lige tyske
Dame r, d e r se ud som danske . De se ud som det v a r T jenes tep ige r
for de and re . Det e r utroligt, h v ad H o ldn ing g iver Værd i til et Men
neske« (April 1905).
Derfor v a r det Jacob s en til Kvide, n a a r h a n saa d an sk e Viden-
s k ab smæ n d s forsigtige eller forsagte Væsen og hø r te de res lavmæ lte
Tale; h an k u n d e b e u n d r e Sven ske rne for, at de langt bed r e forstod
at lade de res v irkelige Værd i k omm e til Skue. Man va r lang t s ik re re
paa at gøre I n d tr y k paa Carl Jacob s en ved b e s tem t og d jæ rv t at sige
h am imod , end n a a r m a n lod sine nok saa kraftige In d v en d in g e r faa
en spag færd ig F o rm 4.
Men Jacob s en s ka rak te r is tiske Blik paa m enne ske lig Skø n h ed e r
jo kun et Udslag a f h an s a lm inde lige æstetiske og kun s tn e r i sk e Syn ;
ved dette er de r ofte dvælet i det foregaaende, og h e r skal k u n til— 250 —