267 / 290
Carl J acob s en g lædede ta lrige med sit Venskab , og at h a n satte P r is
paa Venn eh a and , saa vist som h an ikke frygtede F je n d e r e lle r Mod
s tande re . Og ingen s inde er d e r mød t h am en saa m ang ehov ed e t Mod
s tand som i de Dage, da h a n u n d e r sin haab løse Sygdom ove rgav sig
til Lægens Haand . Dette kan vække Vemod , m e n vi véd, at Carl J a
cobsen a ld rig lod et Nag blive g amm e lt ove rfo r dem , d e r kæm p e d e
mod h am af ærlig Overbev isn ing .
Ved h an s Bo rtgang enedes alle om at hæ d r e d en s to re Borger,
d e r altid havde v a nd r e t u n d e r Idea le rnes S tje rn eh imm e l. I D a nm a r k
som i Ud lande t lød d e r n u k u n Ud ta le lse r af dyb B eu n d r i n g og T a k
n em ligh ed ove r alt det mangfoldige, som d enn e idé rige A rb e jd e r havde
b rag t i Vækst.
I Jacob s en s Fød eby sam ledes Bo rge rne paa R a a d h u s e t til en F e s t 10
for at hy lde Mindet
0111
den Mand, d e r havde elsket Byen som k u n
faa, for i b e a and ed e Ta le r at faa op ru lle t Billedet af h am , d e r h avd e
væ re t en a ld rig træ tte t Velgører ove rfo r det Sam fund , hvo r i h a n havde
levet og virket.