263 / 290
sty rre lig t Venskab . Det skønn e v a r im id le rtid , at disse U d b r u d a ld rig
v irkede u n d e rg r av end e , og at han selv som oftest v a r den , d e r rak te
H a and en til Venskabe ts Fo rnye lse . Saaledes kom det engang u n d e r
Bygn ingen a f G lyp to teket til et alvorlig t S amm en s tø d med Ark itek t
K am pm a n n . Da J acob s en i Mai 1905 v end te h jem fra en Rejse i
G ræken land , saa han paa K am pm a n n s Kon tor, at d e nn e havde fjernet
h an s og h a n s H u s t ru s Navne og tillige de Hagekors, som efter h an s
Paa læg sku lde tindes paa begge S ide r af Bygn ingen . J acob s en b e
trag tede sig som sveget u n d e r sin F ravæ re lse . »Hageko rset er, som
De véd, m it bo rge rlige »V a ab enmæ rk e« . Jeg vilde a ld rig have tillad t
det«. Med sin Kniv g e n n em sk å r h a n h a n s Tegn ing . K am pm a n n blev
natu rligv is h a rm f u l d he rove r , h a n tilsk rev Jacob sen , at h a n n u ikke
k u n d e følge den Indbyd e ls e til et Selskab hos h am , som h a n tid lige re
h avde taget imod . Næste Dag sk rev J acob s en til K am pm a n n : Hvis De
h a r væ re t »opbragt« imod mig, fordi jeg h a r skam fe re t en Tegning ,
saa h a r De n u rigeligt gengæ ld t mig det, og hv is jeg v a r ligesaa føl
som som De, vilde jeg væ re m i n d s t ligesaa opb r ag t paa Dem, som De
h a r være t mod mig, og jeg vilde have tiltalt Dem ligesaa h a a rd t , som
De tiltalte mig. Det gø r jeg n u ikke. Dels ere vi n u kvit, og De
h a r in te t længe r at lade mig høre, og dels, og det er Hovedsagen ,
idet jeg med Va rme g r ib e r den Haand , De ræ k k e r mig, m e n e r jeg, at
vi skal slaa en Streg ove r Alt, hvad d e r k an have væ re t os imellem.
Ja, K am pm ann , vo r t Ven skab e r v irke lig for god t og det e r mig for
helligt til at jeg to r nogen P r is vil miste det, og jeg vil gøre mig al
den Umage, som jeg kan , for at undgaa , at vo r d e n d e Men ings fo rske l
lighede r skal gø re Skaa r deri. Men det maa staa os k la rt: at ved et
saa stort og flersidigt Sam a rb e jd e som dette me llem os, vil d e r altid op-
staa Men ings fo rske llighede r. Heldigvis — thi de rved skæ rpe s T a n k e n . . .
Jeg savn e r ved d enn e Lejlighed, som forøvrig t ved e n h v e r anden , m in
Hu s tru , som forstod at sige T ingene paa et sm u k k e r e Tone fa ld end jeg
e r i S tand til. Naa r De n u læse r dette Brev, saa tæ nk Dem, at det er
m in Hu s tru , som med sin S temm e og sit Tonefa ld læ se r det for Dem.
Med h je rtelig Hilsen er jeg Deres altid heng ivne C. J. (Mai 1905).
Carl J acob s en maa tte ofte færdes overfor Konger og F y r s t e r •—
»Den kongelige Fam ilie s Besøg paa Ny Carlsberg« (1892), b la nd t den s
— 252 —