264 / 290
Med lemme r v a r Zar A lek sande r III og P r in s e n af Wales, er m ind e t
ved et Maleri af L. T u x e n 7 — og disse h a r s ikke rt maa tte t erfare, at
Jacob sen ikke af N a tu ren v a r an lag t som Dip lomat, men at h a n s Ud
ta le lse r kom efter Indskyde lse og efter Hjertets T r a n g 8. Som en P røve
paa h an s frimod ige Op træden i disse Kredse h id sæ tte r vi den Sk ildring ,
h an i et Brev til sin Søn g iver af en Fes tlighed i An ledn ing af Kejser
W i lh e lm s Besøg i Køb enhavn i April 1903. Ved K ronp r in s en s Fest,
hv o r k u n Sp id se rne va r tilstede, talte jeg med Kongen, som va r meget
o p røm t ; h a n ud ta lte sin Glæde over et P a r Epau le tte r, som Kejseren
havde taget med til ham . Jeg sagde, at det va r en sm u k Tale, som
Kejseren havde ho ld t til ham , at Kong Kristian længe sku lde staa ved
hø jen Mast, og at den va r et Ud tryk ikke b lot for Kejserens Hyldest,
men ogsaa for hele det dan ske Fo lks Ønsker. »Han fo rkæ le r mig«,
sagde Kongen , og h an bø jede sig ned for at vise Epau le tte rne med
h an s Navne træk , som Reg imen te t til Æ r e for h am sku lde bære, ikke
b lo t saalænge Kongen levede, men til evig Tid. »Jeg h a r Uh lanun i-
fo rmen paa i Aften, som De ser; den er egentlig ikke smuk!« Saa
kom A leksand ra hen til mig og spu rg te mig, om jeg stadig fik nye
Kuns tvæ rke r. »Ja, d e r gaa r ikke mange Dage, Deres Majestæt, ud en
at jeg faar E t og Andet og mange herlige Ting«. »Ja, jeg vil ge rne
k omm e engang og se det«, sagde hun . Jeg sagde: »Det er en stor
Glæde n u at se h e r P rinses se A leksand ra som D ronn ing A leksandra.
Det e r en Glæde, som deles af alle Danske«. Sam ta len blev a f b r u d t
ved at Kejserinde Dagma r kom og gav J acob sen Haanden , men da
h an havde talt me d h end e to Dage fo rinden ved Kuns takadem ie ts Fest,
hv o r h an »beny ttede Le jligheden til at takke h end e for den russiske
St. Anna Orden , som jeg sky ld te h end e person lig , v a r d e r ikke An
ledn ing til længe re Samtale« .
»Kejseren gik r u n d t og talte me d hv e r enkelt. Da h an kom til
mig, fo rekom jeg h am (v istnok imod Etiketten!) ved at begynde selv:
»jeg ta kk e r Deres Majestæt for den skønn e Tale, som De igaar Aftes
ho ld t til vo r kæ re Konge«. Kejseren svarede: »Den va r oprigtig ment« .
Jeg: »Ja, den kom fra Hjertet, det k u n d e m an høre« . Kejseren: »Ja,
det g jo rde den. Jeg siger ald rig Frase r. Jeg siger altid, hvad jeg
mene r« . — Det va r m i n Samtale med Nu tiden s mægtigste Mand. Han
— 253 —