262 / 290
— 251 —
føjes følgende. Den idelig fastho ld te Maalestok: Klassicitet, den stærke
Be tonen af det yppe r s te i Materiale, F o rm og tils træb t Maal, den ofte
hø rte Udtalelse: »i Kun s ten gæ lde r det først og f remm e s t: det bedste
og
k u n
det bedste« r um m e r en vis En s id igh ed og Uretfærd ighed . Det
yppe rs te e r jo dog altid i nogen Grad b e s tem t af Menneske rs og T id s
a ld re s afvigende Skøn, og m a n m a a ikke g lemme , at det m i n d r e fu ld
k om n e kan fra et and e t S y n s p u n k t set være det fu ldkomne , fordi det
mu lig h a r Evnen , som det fu ldkom n e kan savne, til at trænge ind
og b an e sig Vej og de rved maaske netop lægge Sp iren til, at noget
fu ld k omm en t fødes. Allerede hos Kaptein Jacob s en mæ rk e d e s en T il
bø je lighed til altfor ud e l u k k en d e at søge Hø jde rne , men hos Sønnen
k omm e r det e n d n u s tæ rke re frem. Dette gæ lde r paa alle det Skønnes
Om r a a d e r 5. Ogsaa de Scener, ove r hv ilke d e r ikke s taa r sk reve t »Ei
b lot til Lyst«, kan give Billede r af Livet, d e r v irk e r løftende, læ re r
M enn e sk ekund sk ab eller i alt Fa ld s k ab e r h a rm l ø s Glæde. Variétéer
og lignende tør vi næppe nævne. Carl J. sk rev 1906 til sin Søn: »I
de fire Aar, jeg v a r i Ud landet, h a r jeg s ikke rt ikke væ re t 8 Gange
paa Variété og næpp e nogen s inde før eller s i d e n « 6.
Carl J.s ret b lod rige Konstitu tion og fyldige Legemsbygn ing va r
me re i Ove rens stemme lse med h an s Moders N a tu r end med han s
F ad e r s elastisk smid ige Skikkelse. Sønnen s aande lige Na tu re l i n d e
ho ld t ogsaa forskellige Bestanddele, d e r v a r beslæg tede med Moderens,
i alt Fa ld som de frem traad te hos hende , inden Alderen g jorde sin
dæm p e n d e Indflydelse gæ ldende, saaledes de impu ls ive Indskyde lse r,
en vis Uro og Mangel paa hu r tig t Overblik.
Et Sama rbe jde med J acobsen k u n d e paa G rund af de nævn te S ider
i h an s N a tu r være vanskeligt. Han v a r idérig, men han k u n d e ikke overse
de forskellige Hensyns ulige Værdi, eller h an kunde , ved sit T em p e r a
men t, som nød ig gav sig Tid, endog g lemme, hvad d e r maatte være det
vigtigste Udgang spunk t for Betrag tn ingen . Med sin Tilbø je lighed til at
v irke som S to rmv ind kun d e h a n fare op og næ s ten ikke ville lade af
v igende S yn sm a ad e r komm e til Orde, med en s h a n dog den næste Dag
k u n d e erkende , at han havde ov e rhø rt eller overset rimelige Hensyn .
Den b r u s en d e I lte rhed hos Jacob sen maatte selv de Meda rbe jde re
faa at føle, som h an satte hø jest og for hvem h an næ rede et ufor-
32*