266 / 290
noget af det bedste, som Menneske r kan eje, og jeg h a r de rfo r altid
væ re t yd e r s t tilbageho ldende i m in T ils lu tn ing til Mennesker. Derfor
e r jeg glad og lykke lig ove r at liave Fø lelsen af, at De og jeg have
funde t h in a n d e n ikke blot som Sama rbe jde re , men i Venskab. Men
det e r ma a ske allerede for meget sagt. Man skal ikke tale om sine
bedste Følelser« (Maj 1907). J acob s en v a r overfor dem , h an havde
faaet Tillid til, udho ld e n d e i sin Følelse, de talrige Bekend tskabe r,
som h an s v id t ræ kk end e Bedrift og Rejser i mange Lande brag te ham ,
h avd e ingen Magt til at udv iske Tank en for de gamle Venner. Ved
U ngdom sv enn en Sophu s Møller hæng te Jacob sen s Hjerte til det sidste,
uag tet de tidligt var b leven skilte fra h in and en . Møller blev Læge
paa Lande t i Jy lland , h a n døde som Distriktslæge i Nø rre Sundby
(1899 )12, og k u n sjæ lden ku n d e J acob sen g læde sig ved Besøg hos
»min kæreste og m in ældste Ven« og h an s Hustru , en P le jeda tte r af
F ad e r en s Ven L indah l, og den unge Slægt om k r i n g dem. Der kund e
nævne s mange Ek s em p le r paa, hv o r trofast h an s Tanke ho ld t fast ved
de gam le Venne r, mange V idn e sby rd om, hvo rd an han af egen Til
skynde lse ønskede at m ildn e m i n d r e gode Kaar, hvo ri de eller deres
næ rm e s te va r bleven stillede. Men det va r i det Hele e jendomme lig t
for Jacobsen , at h an ho ld t M inde rne om de s vundn e Aar vedlige; ved
hv e r en Lejlighed f remd rog h an dem , og h an s s tærke Hukomme lse
blev støttet ved h an s daglige Op tegnelse r i Kalende re og Notebøger,
og ved at h a n stadig søgte h en til d e m 13.
Af mange V idn e sby rd om h an s Vennefø le lse14 h id sæ tte r vi kun
en Udtalelse af Fo r fa tte r inden , Adm ira lind e Emm a Gad paa Syvtiaars-
dagen. »Jeg vil ikke sige et Ord om den store Borger — det gør
alle de and re ! Jeg vil rette m in Tak til Vennen — til det kære Men
neske med det v a rm e Hjerte og det trofaste Sind. Der skal jo Talen t
til alt h e r i Livet — ogsaa til Venskab . Det h a r De me re end nogen
Anden , jeg kende r.
Hvo r s tæ rk t end Deres store L ivsværk ka lde r
Dem til alle S ide r — be s tand ig finde r De T id til Deres Venne r —
T id til at ho lde af dem og Tro fas thed til ald rig at slippe dem. Det h a r
m i n Slægt følt, og det føles Livet langt af Deres meget heng ivne E. G.«.
Den, som e r ud ru s te t med saa stor Trofasthed , vil ogsaa være
forsigtig i at slutte Venskab med mangfoldige, og dog e r det vist, at
— 255 —