22 / 211
gerne om erhvervelser til museet eller udgravede genstande. For
exempel skriver Jørgen Ahlefeldt-Laurvig om »Nøglebøsser« og »Et
minde fra Blåtårnsfabrikken«
(1970
og
1966
), John Erichsen om »Nye
ostindiske porcelæner i Bymuseet« og »Et dagligstuemøblement af Th.
Bindesbøll«
(1970
og
76
) og Peter Linde om »Christianshavnske kridt
piber« (
1958
). Til samme gruppe - men af en lidt anden karakter - er
regnet afhandlinger »Om prædikestolen i Vor Frelsers kirke« (Bjørn
Kornerup,
1957
) - et af tidsskriftets få emner med gejstlig tilknytning
- og »Kineserier på Rosenborg« (Gudmund Boesen,
1977
). Artiklen
handler om hollandske lakerere i København i det
17
. århundrede.
De
arkivalske
artikler behandler nogle centrale kilder til byens
historie blandt andet »Københavns ældst bevarede retsprotokol« og
»De ældste københavnske realregistre« (Harald Jørgensen,
1975
og
78
)
samt »Auktionsvæsen og auktionskataloger« (Margit Mogensen,
1980
). Endelig er der et par fortrinlige oversigter over »Opmålings- og
kortlægningsarbejder i Københavns Kommune indtil
1929
« (Erik Wil-
man,
1979
) og »Om Københavns Stadsarkivs kortsamling« (Egil Skall,
1971
).
Der er i denne oversigt lagt vægt på at nævne mange exempler på
artikler og emner, for det kunne jo være at en og anden fik lyst til at
læse i de
25
årgange. Det er imidlertid også nævnt, hvor temaer er
sparsomt eller slet ikke behandlet. Det er ikke først og fremmest ment
som en kritik, men som en opfordring til forfattere om også at tage
andre sider af Københavns historie og udvikling op. Man savner for
exempel omtale af byens fabrikker, men også af dens kirker og museer.
Fagbevægelsens og de politiske partiers udvikling og betydning for
byen må kunne friste forskerne, eller byens økonomi, dens trafik og
nyhedsformidling. For
25
år siden skrev Arne Sundbo, at besættelses
tidens historie »naturligt nok« endnu ikke var behandlet, men det er
den stadig ikke, og nu er det nok knap så naturligt.
Disse bemærkninger betyder dog ikke, at alle disse emner er totalt
forsømt i den historiske litteratur, kun at de ikke har været præsente
ret for Historiske Meddelelsers læserkreds. Netop fordi tidsskriftet så
fint har undgået at få rigshistorisk slagside kunne det udmærket be
handle sådanne temaer set i en speciel københavnsk sammenhæng.
Vurderet under ét rummer de
25
årgange mange glimrende bidrag til
byens historie, men en vis social slagside er nok ikke undgået, og der er
Knud Prange
20