76 / 211
Klaus Pedersen
O. B. Suhr og M. G. Melchior havde varmt anbefalet en vis C. F.
Tietgen, en ung københavnsk grosserer, fast agent for det danske
Manchester-firma Hald & Rahr. Suhr kendte Tietgen fra nogle kryo-
litforretninger, og Melchior havde siddet i et administrationsudvalg
sammen med Tietgen.8Begge var imponerede af hans evner og væsen.
Bankrådet blev enige om at gøre et forsøg med ham, og han blev
kaldt til eksamination hos C. A. Broberg. Tietgen gjorde et sådant ind
tryk på Broberg, at denne fuldstændig blev vundet for tanken om
Tietgen som direktør. Brobergs begejstring blev afgørende, og Tietgen
blev sammen med Fugl direktør for Privatbanken.
Tietgen havde intet med tankerne bag og selve stiftelsen af Privat
banken at gøre. Det var nærmest et tilfælde, at han blev direktør for
den bank, med hvilken hans navn de næste ca.
40
år skulle være uløse
ligt forbundet.
Privatbanken blev den egentlige begyndelse til et banksystem i Dan
mark. Der eksisterede allerede
14
Diskonto- og Laanebanker i pro
vinsbyerne, men deres virksomhed bestod væsentligt i at forsyne kun
derne med driftskapital gennem at diskontere veksler. Den fremspi
rende industri havde i første omgang brug for (risikovillig) anlægs
kapital, ikke for driftskapital. Handelshuset Hendrik Pontoppidan i
Hamburg var med til at starte de fleste af disse provinsbanker, og
kapitalen kom først og fremmest fra lokale landbokredse.9 Det var
også mere eller mindre Handelshuset Pontoppidan, der var skyld i
Privatbankens heldige start.
Privatbanken var meget ivrig efter at skaffe sig de størst mulige ind
skud. Derfor søgte man at trække kapital til sig ved ikke blot at for
rente indlån, men også indlån på anfordring.
For at trække yderligere kunder til indførte Privatbanken også kon
tokuranten, dvs. en konto, der snart er negativ, snart er positiv. Den
største nyhed som Privatbanken introducerede for at imødekomme det
ekspanderende erhvervslivs finansieringskrav var indførelsen af
checken. Ved hjælp af checken blev det muligt at gennemføre en
pengeomsætning uden brug af kontanter, men alene ved til- og fra-
skrivning i bankens bøger.
Krisen i
1857
efter Krimkrigen var først og fremmest en pengekrise.
Selv om der var en fremspirende bankvirksomhed i Danmark, finan
74