Previous Page  76 / 211 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 76 / 211 Next Page
Page Background

Klaus Pedersen

O. B. Suhr og M. G. Melchior havde varmt anbefalet en vis C. F.

Tietgen, en ung københavnsk grosserer, fast agent for det danske

Manchester-firma Hald & Rahr. Suhr kendte Tietgen fra nogle kryo-

litforretninger, og Melchior havde siddet i et administrationsudvalg

sammen med Tietgen.8Begge var imponerede af hans evner og væsen.

Bankrådet blev enige om at gøre et forsøg med ham, og han blev

kaldt til eksamination hos C. A. Broberg. Tietgen gjorde et sådant ind­

tryk på Broberg, at denne fuldstændig blev vundet for tanken om

Tietgen som direktør. Brobergs begejstring blev afgørende, og Tietgen

blev sammen med Fugl direktør for Privatbanken.

Tietgen havde intet med tankerne bag og selve stiftelsen af Privat­

banken at gøre. Det var nærmest et tilfælde, at han blev direktør for

den bank, med hvilken hans navn de næste ca.

40

år skulle være uløse­

ligt forbundet.

Privatbanken blev den egentlige begyndelse til et banksystem i Dan­

mark. Der eksisterede allerede

14

Diskonto- og Laanebanker i pro­

vinsbyerne, men deres virksomhed bestod væsentligt i at forsyne kun­

derne med driftskapital gennem at diskontere veksler. Den fremspi­

rende industri havde i første omgang brug for (risikovillig) anlægs­

kapital, ikke for driftskapital. Handelshuset Hendrik Pontoppidan i

Hamburg var med til at starte de fleste af disse provinsbanker, og

kapitalen kom først og fremmest fra lokale landbokredse.9 Det var

også mere eller mindre Handelshuset Pontoppidan, der var skyld i

Privatbankens heldige start.

Privatbanken var meget ivrig efter at skaffe sig de størst mulige ind­

skud. Derfor søgte man at trække kapital til sig ved ikke blot at for­

rente indlån, men også indlån på anfordring.

For at trække yderligere kunder til indførte Privatbanken også kon­

tokuranten, dvs. en konto, der snart er negativ, snart er positiv. Den

største nyhed som Privatbanken introducerede for at imødekomme det

ekspanderende erhvervslivs finansieringskrav var indførelsen af

checken. Ved hjælp af checken blev det muligt at gennemføre en

pengeomsætning uden brug af kontanter, men alene ved til- og fra-

skrivning i bankens bøger.

Krisen i

1857

efter Krimkrigen var først og fremmest en pengekrise.

Selv om der var en fremspirende bankvirksomhed i Danmark, finan­

74