38 / 382
15. FEBRUAR 1915
•
FØR OG NU
N
r
. 4
stammer V ittigheden om, at „møde sin Ci
gar i Gadedøren“ — „da j e g gik ind, gik
d e n ud“. Mindre kendt er maaske hans
Svar paa Spørgsmaalet om, hvad der var
det modsatte af en Moderatørlampe. „Det
er en Fatter-er-vaad-Lampe“, sagde Loria.
Til den lærde Kategori som den TOaarige
„Student Kahrs“, hørte A le x a n d e r V e ih e
— „Professoren i hundrede Sprog“. Det
sagdes, at han i sin Opvækst var blevet
proppet med saa megen Lærdom, at For
standskisten revnede. En latinsk Ordbog,
som han skal have paabegyndt, bar efter
Sigende Spor af Lærdom, men ogsaa Spor
af en forvirret Hjerne. Et Ugeblad, han
udgav under Navnet „R ivejernet“,
gik det ikke bedre med. Tilsidst
opgav han at tjene noget ved lit
terært Arbejde, slog sig paa Flasken
og døde temm elig ung.
Nærmere op mod Typen for de
Originaler, der afsluttede Rækken
i vor egen Tid, var P e t e r R u n -
d e ta a r n . Han gik • omkring med
en lille Kasse under Armen og
solgte forskellige Skrifter, navnlig
Almanakker samt Viser og Skraa-
tobak. Paa de ældre Almanakker
var et B illede af Rundetaarn, som
den Gang var Observatorium, deraf
hans Navn. Peter Rundetaarn hør
te til de godmodige af Originaler
ne, maaske ikke ganske ved sine
fulde Fem, men han var en ihær
dig Forretningsmand og rostes for
sit punktlige Regnskab med Le
verandørerne. Sommer og V inter
gik han i det samme Kostume: en
stumpet Trøje, lidt for korte Ben
klæder, Ankelsko og Hatten bag i
Nakken. Han døde i en Alder af
70 Aar under et Hosteanfald, der
gik over til Krampe.
En Mand som K a rl K a t t e n t id
— „Fløjtekarl“, som hans populære
Navn lød, hører egen tlig ikke hjem
me blandt Originalerne, forsaavidt
som han aldeles ikke var nogen
latterlig Figur. Den gamle god
modige, graaskæggede Fløjteblæser,
der gik omkring i Gaardene og
foredrog skælmske og rørende Me
lodier paa sit kære Instrument
og som •havde en egen ostentativ
Maade at hilse og takke paa, naar
Skillingerne blev kastet ned til
ham, var en særdeles sk attet Figur,
altid jovial og munter som han var.
Med en vis Ret følte han sig hæ
vet over Konkurrenterne, der drejede
paa Lire; h a n spillede jo selv paa
et rigtigt Instrument. En af vore
største Malere, Carl Bloch, har ta
get Karl Kattentid til Model for
et af sine bedste Billeder.
Med „ P u d s e p e te r “ er vi igen
inde paa den rigtige Originaltype
maaske for sin Tid den mest
kendte af dem alle. Hans Døbe
navn var N iels Peter Nielsen, han
var fodt i Tjæreby og var som
Barn kommet til København med
sine Forældre. Alt fra Barndommen1
af skal han have haft udpræget Han
delstalent og slog ofte en Handel
af med sine Legekammerater med af
gjort Profit paa- sin Side. Om han var naaet
saa højt paa den merkantile Rangstige som
hans Samtidige, Tietgen, hvis Skæbnen
havde været ham gunstig, er ikke godt at
vide. En ulykkelig Kærlighedsaffære sagdes
at have gjort ham til „Original“, og det
blev han til Gavns. Gadeungdommen var
ligesaa glad for ham, som for Sprøjterne,
og det skulde der noget til. Naar han kom
i sin slidte, mørke Dragt med Kridtpiben i
Munden, Hatten paa tre Haar og den
kendte Kurv paa Armen med dens Indhold
af Blanksværte, Pudse voks og Tændstikker
blev der uundgaaelig „Sjov i Gaden“.
„Blanksværte, Blanksværte! aa! aa! aa!“
sang han af fuld Hals, og kom der ingen
straks, fortsatte han ufortrødent:
Jeg synes det varer saa længe,
inden de Fruer faar Penge osv.
Til Trods for den gam le Kærestehistorie
var Peter senere blevet gift og havde fire
Børn. Han paastod rigtignok at „Ungerne
var Skomagerens“, men det var vist en af
hans sædvalige Morsomheder for at animere
F o lk .til at købe. Soldaterne, til hvem han
solgte Pudsevoks, skal have givet ham Nav
net „Pudsepeter“, andre, der ikke regnede
ham for saa tosset som han lod til, sagde
at Navnet kom af, at han havde Snit paa
at „pudse“ Folk, naar han handlede. Til
Peters svage Side hørte en Tilbøjelighed
for Snapsen, der tog til med Aarene, men
ogsaa det kunde han bruge som Reklame.
„Peter er fuld, lynende fuld“, plejede han
at synge, naar den var „høj“, men en
Aften var den fo r høj, Peter faldt i N y
havns Kanal og forkølede sig saa stærkt i
det kolde Bad, at han døde deraf.
Til Galleriet af Byens Originaler hører
ogsaa Ferdinand Petersen, eller, som han
altid kaldtes „ T y r o le r - F e r d in a n d “. Der
var blot den Forskel, at han ikke var no
gen særlig københavnsk Figur, men op-
traa-dte over hele Landet. Han var Sanger
af Arten fra den romantiske Tid, da D ig
terne improviserede deres Vers og bragte
dem i Folkemunde ved selv at synge dem
til Guitarens Toner. Hans gulbrune Teint,
det mørke Haar og Skæg, Ørenringene og
Guitaren gav ham et sydlansk Udseende,
deraf Navnet T y r o le r-F e rd in a n d . Køben
havnerne kendte ham bedst fra Dyrehavs-
bakken, hvor han i den sidste Halvdel af
forrige Aarhundrede havde sit Stade og
sang Duetter sammen med sin kønne mørke
Datter. Naar han indledede med sit gjal
drende
Ho, ho, mine erede — — —,
flokkedes Bakkens Gæster hurtigt om ham.
Saa kom der et Foredrag om, hvad han vilde
synge om, i Reglen havde han udset sig et
Objekt blandt Bønderkarlene, der stod og
stirrede forventningsfulde paa ham, og saa
kom der en Sang om Vedkommende, der
ikke sjæ ldent strejfede det „uar
tig e“. Knøsen, det gik ud over, blev
naturligvis som Regel flov eller gal
i Hovedet, men de omkringstaaende
skoggerlo og betalte villigt deres
Skillinger til Sangeren, hvilket jo
var det, det kom an paa. Naar Bak
ken lukkede, drog Ferdinand ud i
Provinsen, hvor han optraadte paa
Markederne. Paa disse Kunsttur
néer havde han ogsaa et og andet
at forevise, saaledes i 1870—71
Panoramaer fra den fransk—tyske
Krig.
A f en mindre morsom Type var
„ E k s c e lle n s e n “, Manden med de
mange Medailler og Ordener — d.
v. s. Kotillonsordener og lignende,
som han smykkede sig med. Hvem
han egen tlig var, vidste ingen,
spurgte man ham, sagde han, at
han hed Frederik Frederiksen og
boede paa Sorgenfri Slot. Af en
eller anden Aarsag var han nemlig
kommet til at lide af Storhedsvan
vid og fablede om sine høj fornemme
Ahner og om store Pengesummer.
Hans Gang gik ofte til en eller an
den Grosserer, lian vidste var op
lagt til at give en Skærv. „Godda’,
Hr. Etatsraad. Har De 50,000 Kr.
til Ekscellensen i D a g
, naa, 50
Øre da, saa skal De faa 1000 Kr.
igen, naar jeg faar mine Millioner,
som ligger i Statskassen — naar
Venstre kommer til M agten“.
Til Byens sidste Originaler hørte
S c h e i b e le i n . V ilhelm Anton Scliei-
belein var Københavner, født i 18B9,
Søn af en Murer i Adelga-de, den
yngste af 12 Børn. Han havde tid
ligt Forkærlighed for det militære
og blev Rekrut i Rendsborg, deltog
i Slaget ved Sankelmark i 1864 og
skal kunne findes paa Simonsens
bekendte Maleri af Slaget. Han
blev saaret, taget til Fange og
sendt til Fæstningen Spandau ved
Berlin. I København havde Scheibe-
lein en lille Kæreste, som han holdt
m eget af, og da han efter Hjem
komsten fra Fangenskabet fandt
hende gift med en anden, tog han
sig dette saa nær, at han straks
meldte sig som frivillig vestindisk
Soldat. I Vestindien nød han efter
Sigende for megen Rom og da en
„gul Feber“ kom til, blev han Re
sten af sine Dage ret aandssløv.
Men sin Interesse for det militære
beholdt han; med sine 74 Tom
mers Højde, M ilitærkasketten, Erindrings-
m edaillen og diverse Foreningsemblemer,
som han altid gik med, saa han helt
martialsk ud, og hans største Fornøjelse
var at se paa Soldaterne i K astellet, hvor
han til de omkringstaaende afleverede sin
sagkyndige Kritik. Naar den tyske Kej
ser besøgte København, var Scheibelein
stærkt paa Tæerne for at komme den store
M ilitærkejser paa nært Hold og gøre stram
Honnør; han var um aadelig stolt af at
hedde Vilhelm ligesom Kejseren. En Tid
stod han som Reklame for en Bod paa Dyre
havsbakken, ellers tvang Omstændighederne
ham jævnlig til at opholde sig skiftevis paa
„Alm indeligheden“ og paa Ladegaarden, dog
sørgede han gerne for at spare saa mange
Fot. Chr. Neuhaus Eftfl.
St. Købmagergade.
Fløjtekarl som Olding.