S_FørOgNu

T e le fo n Cen tral 3788.

u d g i v e t o g r e d i g e r e t a f z a c h a r i a e , k u l t o r v e t

1ste Aa rgan g . Nr. 4.

Bladet koster 60 Øre pr. Kvartal, enkelte Numre 10 Øre

og bestilles gennem Ekspeditionen, Kultorvet 16, 3.

15. F e b ru a r 1915.

Bladet faas i alle Bladudsalg (Bog- og Papirhandlerne,

Kioskerne og paa de kjøbenhavnske Banegaarde).

il „det forsvundne København“,

som det har Interesse at mindes,

hører ogsaa en Række Gadefigurer,

som har været med til at præge By

ens Fysiognomi. Det var de Med

borgere, som ved deres Udseende,

Klædedragt og Optræden, bevidst eller

ubevidst, adskilte sig fra

andre Mennesker og som

man der for gav Fælles

navnet Originalerne.

Under Forberedelserne

til det næste Numer af vort

Blad, som vil blive en med

originalt Kort fra Chri

stian IV’s Tid, ældre og

nyere Billeder samt spe

cielt for Bladet optagne

Fotografier rigt illustreret

Beskrivelse af Ch r is ti

anshavn fra den ældste

Tid til vore Dage, udsender

vi da nærværende Numer

som et Mindeblad om

K ø b e n h a v n s k e

O r i g i n a l e r .

aar et Par Mindeord skal

skrives om de køben

havnske Originaler, maa man

begynde med at slaa fast, at

de var brave Folk, der ikke

fortjente den Haan, tankeløse

Mennesker og navnlig Gadeung

dommen viste dem; de dannede

Københavnere mødte dem da

ogsaa som Regel med et over

bærende Smil, i Virkeligheden

holdt de meget af dem, og det

føltes som et virkeligt Savn,

naar de en for en forsvandt fra vore Gader

og „gik over i Historien“.

Vor Tid vil ikke skabe Originaler i den

gamle Forstand. Med Undtagelse af dem,

der faktisk var lidt til en Side og mang

lede Evnen til at holde Tankerne rigtigt

sammen, var de fleste af Kategorien Men

nesker, der med god Vilje stræbte at tjene

til Livets Ophold paa en hæderlig Maade

uden at ligge Samfundet til Byrde og for

hvem Originaliteten var en Reklame. Nu

tildags, da vi alle staar i et eller andet

„Forbund“ og da en hel Klasse Medbor

gere har Ret til at gaa op i Magistraten

og hente kontante Penge uden at yde Ar

bejde derfor og uden at det betragtes som

nedværdigende Fatsighjælp, er der ingen,

der vil slide sig nøjsomt igennem som „Pe

ter Rundetaarn“ eller som „Pudsepeter“,

Hertil kommer selvfølgelig den almindelige

Dannelse og den dermed følgende „honnette

Ambition“, der er trængt ned i alle Lag.

w m

Ii- c

c u u . •

- É

Fot. J

. Petersen.

Karl Kattentid (Fløjtekarl) 1 sin bedste Alder.

Det er ikke pænt at gøre sig til Nar, og

er et Individ alt for afstikkende i sin Op

træden, bliver der sørget for, at Vedkom

mende anbringes i en passende human An

stalt, og det er naturligvis ogsaa rigtigt.

Men jo længere man gaar tilb a g e i

Byens Historie, jo flere af de saakaldte

Originaler vil man finde blandt dens Be

boere. Vore Bedsteforældre har kunnet for

tælle os om „Frøken Jean net te “, den

franske Dame, der kom hertil sammen med

andre franske Flygtninge under Pariser

revolutionen. Hun var, sagde man, blevet

vanvittig ved at se sin Fader og Broder

dø under Guillotinen. Hun kendtes paa lang

Afstand paa sin formidable Kysehat og det

smalle Empirekostume, samt den kolossale

Sypose, hun altid bar hos sig. Lidt senere

kom Candidat Tønder til at spille en

Rolle i Københavns Gadeliv. Han var Søn

af en Admiral og skal være blevet den

Særling, han var, paa Grund af en Uenig

hed med sin fornemme Familie.

Tønder udgav et Skrift „Gam

melt og Nyt“, som han solgte

ved Dørene. Ved nøjsomt Lev

ned havde han samlet sig en

lille Formue og, som det vil

mindes, fristede denne Omstæn

dighed en Mand ved Navn Vorin

til under et Besøg i Tønders

tarvelige Hjem ved Nyhavn at

overfalde og kvæle ham.

Til Originalerne regnede man

den Gang ogsaa Mægler Be li

ren t, mest vistnok for hans

muntre Indfalds Skyld. En

Gang, han vilde leje en Ride

hest for at komme hurtigt til

Roskilde i Forretninger — dot

var før Jernbanernes Tid —

spurgte han først Hestens Ejer,

om den nu ogsaa var en god

Traver. „Jo“, svarede Manden,

„den gaar sine seks Mil i et

Trav.“ „Saa kan jeg s’gu ikke

bruge den“, sagde Behrent,

„for saa kommer jeg to Mile

for langt, jeg skal kun til Ros

kilde“.

Saa var der Jørgenson-

Jomtou, der havde den fikse

Ide, at være Kong Christian

den Ottendes fortrolige Raad-

giver, og som, da Kongen var

død, truede med at sagsøge

Kong Frederik den Syvende for

sit formentlig tilgodehavende

Honorar. I det Hele yndede

han at anla*gge Søgsmaal, saa-

ledes ogsaamod Vittigheds

bladet „Corsaren“, fordi Bla

det havde talt spøgefuldt om

ham.

Endvidere S tuden t Kalirs,

der gerne

vilde give sig

Mine af at have Indflydelse

paa højere Steder og af og til fik naive

Mennesker til at tro, at han kunde gøre

noget for dem. Men da han, naar disse

blev utaalmodige over, at der intet kom ud

af hans Løfter, gav Svar som: „Jo, nu har

jeg en fast Ansættelse til Dem: De kan

tygge Knaldviskelær paa Løveapotheket“,

gik det efterhaanden op for Folk, at man

ikke skulde tage ham alvorligt.

Noget i Slægt med Mægler Behrent var

Loria, som ogsaa var bekendt for sine

pudsige Indfald; det, man nu kalder Bran

dere, hed i hans Tid „Lorianere“. Fra harn