S_FørOgNu

15. FEBRUAR 1915

FØR OG NU

da hun atter saa ind i hans Øjne, fik hende

formelig til at ryste af Kulde.

Men hun var nu gaaet for vidt til at

kunne trække sig ud af det.

„Især nu,“ tilføjede hun, „da jeg tror —

og m a a tro, at De elsker m ig.“

„Har jeg nogen Sinde sagt, at jeg elskede

Dem ?“

Isabel forblev tavs nogle Øjeblikke. Det

havde han ikke, og til sin store Ydmygelse

maatte hun tilstaa, at han egentlig heller

aldrig havde vist Tegn dertil.

„Ikke i Ord maaske,“ sagde hun, for nu

maatte hun opbyde alt for at holde ham

fast, „men der er

andre Maader at til

kendegive det paa,

som er lette at tyde

for en Kvinde.“

„Det er der. Men

sig mig, Frøk. Lorne,

har De aldrig set ud,

som om De elskede

en Mand, uden at De

iVirkeligheden gjorde

det ? — Har De aldrig

fyldt en Mand med

Haab og Fryd, saa

Bægeret flød over, og

hensynsløst ladet ham

gaa, naar han var

kommet saa vidt, at

han m a a t t e bønfalde

Dem om Genkærlig

h ed ? “

Det havde hun gjort

mange, mange Gange,

det vidste hun godt.

Men hun havde ikke

tænkt over det før nu.

„De

elsker mig,

Maurice ?“

Ikke mange Mænd

kunde have modstaaét

det bedende Blik, hun

sendte

ham,

men

Maurice Dudley for

trak ikke en M in e;

han tog en lille Me-

daillon op af sin

Brystlomme, aabnede

den og viste Isabel

B illedet af en yndig

ung Kvinde, næsten

endnu kun et Barn,

og med Træk saa

betagende uskyldige.

„Det er alt, hvad

der er tilbage af den

eneste Kvinde, jeg har

elsket — og som jeg

nogen Sinde kommer

til at elske. Hvis

der er Engle i Him

len, saa er hun en af

dem nu.“

Den frygtelige Skin

syge, der havde sam

mensnøret

Isabels

Hjærte, afløstes af

befriende For

nemmede, der næ-

Jot‘ r ' Elfeldt-

sten var Lykke, da

han havde fuldendt den sidste Sætning.

Hun gjorde

sigUmage for at skjule sin

Glæde, idethun endnu enGang søgte at

beherske ham med sine store, dejlige Øjne

og spurgte:

„Erhun død?“

„Myrdet!

Og af Hænder saa bløde, saa

hvide som Deres, Frøken Lorne.“

Isabel kom til at skælve under hans

brændende Blik.

„Hvor — hvor forfæ rdeligt!“ stammede

hun.

„Ja, det var forfærdeligt — det har De

i Sandhed Ret i. Det var D em , der myr

dede hende!“

„J eg ?“

„Ja, De! Erindrer De Oscar Howard —

ham, som Deres djævelske Kunst drev til

Fortvivlelse til Vanvid, til Døden ?

Det

var hendes Broder, hendes eneste Broder,

og da den grufulde Tidende bragtes hende,

Brillerne blev op

fundne i Italien om

kring Aar 1285. De

var i Begyndelsen

meget dyre og brug

tes kun af meget

velhavende Personer

eller Adelsmænd. De

blev derfor ret na

turligt

betragtede

som et Tegn paa For

nemhed og høj Rang.

Den

Tidsregning,

vi nu bruger — saa

og saa mange Aar „ef

ter Kristi Fødsel“ —

blev først fastslaaet

ca. 600 Aar efter, at

Kristus levede her

paa Jorden.

Sarah

Bernhardt

paastaar, at man ved

at bære Diamanter

ødelægger Ansigtets

bedste Udtryk, mat

ter Øjnenes Glans og

faar sine Tænder til

at se ud, som om de

var af Kalk.

Giv en Mand lljer-

ØBtcrgade.

Rjgdom, og han

er en Konge; giv en

Mand Hjerne uden Rigdom, og han er en

Slave; giv en Mand Rigdom uden Hjerne,

og han er en Abe.

I Paris hedder Laanekontoret „Tante“.

Hos os er det som bekendt — „Onkel“.

bristede hendes bløde, ejegode Hjærte. Nu

Farvel, Frøk. Lorne! I Morgen ved denne

Tid vil jeg være mange Mile herfra.“

Rædslen og Fortvivlelsen stod skrevet

i Isabel Lornes Ansigt.

„Men De vil komme tilb age? O, Mau

rice. Jeg angrer saa bittert, hvad jeg har

gjort. Hører De, jeg bønfalder Dem! De

maa ikke forlade mig for bestandig!“

„Jeg kommer ikke tilbage. Mit Værk her

er fuldbragt. I Deres Offers Brev til sin

Søster refererede han Deres Ord til ham

den sidste Gang, han saa Dem. Jeg kom

for at hævne hans Død og hendes, der faldt

„Professor“ Andersen Bang som „Boulanger“.

for Deres Haand lige saa vel som han; jeg

kom for at lære Dem, at De har et Hjærte,

der kan føle og elske og lide som andre

Hjærter.

Maatte denne Bevidsthed gøre

Dem ,bedre, om ikke lykkeligere. Farvel

for e v ig t!“

K o r t e N o t i t s e r .

En Snegl bruger 56 Dage og 20 Timer

for at tilbagelægge en Mil.

Før Englænderne besatte Indien, druk

nede der sig hvert Aar c. 100,000 Hinduer

i Ganges.

B ladet udgaar 2 Gang e m a an e d lfg

nemlig hver 14de Dag.

Der udkommer altsaa 24 Numre aarlig,

og Abonnementsprisen er

60 Ore Kvartalet.

¡ J ^ ~ T e g n s t r a x A b o n n e m e n t

(Send Rekvisitionen til Kontoret. 16 Kultorvet;.

I Japan er det saa godt som udelukkende

blinde Mennesker, der tjener deres Brød

ved at give Massage.

Grunden er ganske naturlig, idet de Blin

des Følelsesevne jo er langt mere udviklet

end de seende Menneskers.

Dersom man tror, at Indbildningskraften

er større hos Kvinder end hos Mænd, tager

man vistnok fejl. En Dr. Durand ved et

engelsk Hospital gjorde for nogen Tid siden

et Forsøg med at give 100 Patienter noget

Sukkervand at drikke. Et Kvarter efter

kom han igen og var

tilsyneladende meget

altereret. Han havde

ved en Fejltagelse g i

vet Patienterne et

stærkt Brækmiddel,

sagde han, der maatte

straks

gives

dem

Modgift. 80 af de 100

Patienter blev øje

blikkelig daarlige og

viste meget tydeligt,

at Midlet var begyndt

at virke; 20 lod sig

ikke afficere.

Den langt overvej

ende Del af de an

grebne 80 var Mænd,

medens Flertal let af

de standhaftige 20

var Kvinder.