41 / 382
NR. 4
FØR OG NU
15. FEBRUAR 1915
III.
En halv Time efter befandt to reddede
Søfolk sig paa Amerikanerens Dæk. Den
tredje havde udaandet under Nattens Ræds
ler.
Det varede flere Timer, før den yngste
af de to kunde tale.
„Har vi ikke set hinanden før?“ spurgte
Kaptajn Cushman og saa paa ham som paa
en Aabenbaring fra den anden Verden.
„Jeg ved ikke, Kaptajn,“ svarede Alanden.
„Alen det forekommer mig, at Deres Ansigt
er mig bekendt.“
„Har De maaske for været her om Bord?“
„Nej.
Jeg har
aldrig været paa
dette Skib før.“
„Er De vis paa
det? Jeg tror, Vor
herre har sendt Dem
til mig en Gang for
ikke længe siden.“
Den unge Sømand
stirrede
forundret
paa Kaptajnen.
„Gaa med mig ned
i min Salon,“ sagde
Kaptajnen.
De fulgtes ad ned
i den elegante Ka
hyt, og næppe var
de komne derned,
før den unge Aland
saa’ sig forvildet
omkring. „Jo,“ sag
de han, „jeg synes,
jeg h a r været her
en Gang før, men
hvornaar kan det
have været?
Der
laa en Bog paa Bor
det; og — ja, De
laa der paa Kana
peen og røg. Jeg
maa have drømt
det!“
„Det var vist in
gen Drøm!“ sagde
Kaptajn Cushmann
højtideligt.
Den bedste Juvel
paa en skøn Finger
er et Fingerbøl, sag
de en klog Aland for
leden.
¥
Alan har ved Gua
temala fundet en
Fisk med to Par
Øjne. Det ene Par
synes at gøre Tjene
ste ovenover Vandet,
medens det andet
passer paa, hvad der
er underneden.
Chr. Neuhaus Eftfl.
Alle Amatør-Fotografer
indbydes herved til en Præmiekonkurrence
om Billeder fra
„Det nuværende „gam le“ København“.
F
lere af vore Læsere har opfordret os
til at foranstalte en saadan Konkur
rence blandt de mange dygtige Amatør-
Fotografer her i Byen, og beklage ligesom
vi, at disse ikke for en Alenneskealder siden
have eksisteret i Forbindelse med en Aland
eller Institution, som havde interesseret sig
for at samle disse Billeder. — Vi havde i
saa Fald kunnet glæde os og Læserne med
et ganske anderledes fyldigt B illedstof efter
originale Fotografier af det forsvundne Kø
benhavn, end T ilfæ ldet er nu.
Det v i ønsker er:
Billeder af maleriske og interessante Par
tier, Bygninger, Pladser, Park-, Vold- og
Kanalpartier, som have givet Byen sit Sær
præg, og som ifølge Byens Udvikling maa
frygtes at forsvinde i en nær eller fjærnere
Fremtid.
Som „Afotiver“ for Konkurrencen henregne
Ferdinand Petersen (Tyroler-Ferdinand).
vi ogsaa: originale Gadefigurer, Torvesce
ner, Gadehandlere, hjemvendende Skolebørn,
Valgagitation paa Gaden, kort sagt alt,
hvad der kan karakterisere vor By, og som
for Efterverdenen vil have Interesse at se
autentisk gengivet i Fotografi.
De præm ierede Fotografier
vil blive gen
givet en Gang om Maaneden paa en frem
trædende Plads i Bladet, — men vi forbe
holde os ogsaa Retten til at gengive de
ikke
præmierede Billeder, som vi finde egnet
dertil.
Pladen og et Aftryk
af samme maa frem
sendes til Konkurrencen, indpakket i en
Æske m rkt.:
„Amatør“,
Navn og Adresse.
Vi forbeholde os Ret til at beholde P la
derne som vor Ejendom.
Obs.
Vi udsætte herved 5 Præmier å 6 Kr.
kontant for de for vort Blads Formaal
sig egnede Optagelser og give derved
alle vore dygtige
„Amatører“
Anled
ning til at „gaa paa Jagt“ efter de
ønskede Alotiver.
Konkurrence-Optagelserne
maa komme os
ihænde senest 28. Februar og haabe vi da
i det udkommende
Nummer 1. April at
kunne gengive de
præmierede B ille
der, selvfølgelig for
synet med Navn og
Adresse m. m.
Pladernes Størrelse
maa helst være 10 X
15, dog modtages
ogsaa mindre eller
større Plader, saa-
som 0 X 1 2 og IB
X 18.
%
En straffet
Kokette.
O
i.
scar
Howard
stod foran Isa-
bel Lorne, bønfal
dende hende om
et eneste lille Ord,
der kunde give ham
Haab, som den Døds
dømte beder, før
han slæbes til Guil
lotinen.
Hun var vant til
disse Scener, kun
forbavsede det hen
de, at denne Mand
var saa voldsom i
sin Lidenskab.
„Jeg kan ikke gi
ve Dem, hvad jeg
ikke har,“ sagde
hun koldt og trak
sin Haand ud af
hans. „Jeg har in
tet Hjærte. Misfor-
staa mig ikke,“ til
føjede hun, da hun
saa Skinsygen flam
me i hans Øjne.
„Det er ikke saa-
ledes at forstaa,
at jeg har skæn-
Købmagergade.
ket det til nogen
anden.
Jeg har
intet Hjærte at give bort. Jeg tror aldrig,
jeg har haft noget. Mændene er kommet
til mig og har bedet mig om det samme,
som De beder om; de har fortalt mig den
samme Historie, som De fortæller. De har
talt som De taler, om Følelser og Lidelser,
der er ganske fremmede for mig, og som
jeg ikke kunde dele med nogen, selv om
jeg vilde.“
Oscar Howard tog ikke sine Øjne fra den
bedaarende skønne Kvindn, der talte til
ham — hvor var hun smuk, netop i sin
lidenskabsløse Ro, som en Skovsø en stille
Sommerdag. Han løftede Øjnene mod Him
melen, som om han vilde nedkalde en For
bandelse over dette hjærteløse Væsen.
„Deres Tid vil komme!“ sagde han med
dirrende Stemme og gik uden at sige
Farvel.