S_FørOgNu

15. FEBRUAR 1915

FØR OG NU

Nr.

Den unge Skønhed blev helt uhyggelig

tilmode, da han var gaaet; hans Øjne

havde været saa vilde, og der var et Ud

tryk i hans Ansigt, der gjorde ham ganske

ukendelig.

„Mon jeg aldrig skulde komme til at

e lsk e ? “ mumlede hun, idet hun trak en af

Puderne paa Kanapeen ind under sit guld

blonde Hoved og lagde sig til Rette for

den lille Eftermiddagssøvn, hvormed hun

styrkede sig til Aftenens Glæder.

„Jeg haaber det ikke, hvis det skal gøre

mig lige saa forrykt, som det gør andre

Mennesker.“

rende Skønhed“, som hun kaldte D em ? “

Isabel følte den skjulte Snært der laa i

disse ellers saa smigrende Ord.

„Hvor skulde jeg vide det fr a ? “ sagde

hun med en Ligegyldighed, der var paa

taget, hvilket Fru Fane godt kunde se.

„Jeg kan specielt godt lide „regerende

Skønheder“, sagde han.“

„Det er vist en Særling,“ bemærkede Isa

bel i samme ligegyldinge Tone som før.

„Det er han, men De skulde høre ham

t a le ! Han har været overalt og kan tale

med om alt muligt; og hans Stemme lyder

og for første Gang i sit Liv traf den fe-

terede Skønhed en Mand, der ikke

gjorde

Mine til at stifte nærmere Bekendtskab

med hende.

Det kedede hende den første Dag, ær

grede hende de to næste, og den fjerde

Dag gav hun sig til at græde.

Den fem te, sjette og syvende Dag udfol

dede hun al den Elskværdighed og Ynde,

hun raadede over, og det vilde ikke sige

saa lidt, men R esultatet var langt fra at

være smigrende. Naar hun havde sagt fire

Ord til ham, svarede han høfligt, men kort,

og ignorerede hen

de komplet Resten

af den Tid, de var

i hinandens Nær

hed.

Den første Fø

lelse, der vaagnede

i hende ved denne,

som hun syntes,

overlagte Ringe

agt for hendes

Person, var Skin

syge ; Hr. Dudley

kunde nem lig godt

tale med de andre

Damer, men hun

var ham ganske

ligegyldig.

Efterhaanden

gik det imidlertid

op for hende, at

han paa en Maa-

de dog interesse

rede sig for hen

de, men af hvad

Naturdenne Inter- ,

esse var, pinte hun

sig forgæves med

at udfinde. Hun

opdagede

ikke

sjældent, at lians

skarpe Øjne hvile

de paa hendes Per

son, naar han troe

de, hun ikke saa

det

—

hendes

Hjærte kom til

at banke, hver

Gang hun følte

dette Blik, hun

syntes

bestemt,

det lignede en for

elsket

Mands,

trods den urokke

lige Alvor, der var

i det.

Der gik nogle

Uger, medens Isa

bel svawede mel

lem Haab og Frygt,

lidende alle de

Kvaler, hun selv

saa ofte og saa

samvittighedsløst

havde forvoldt an

dre.

— Isabel og Hr.

Dudley var alene

i Spisesalen, hvil

ket sjældent

hændte.

„Jeg troede ikke, De kendte Begrebet

Kærlighed?“ sagde han.

Isabels Hjærte hamrede, som det skulde

sprænges; der var noget i hans Tone, der

paa en Gang næsten gjorde hendes Haab

til Vished, og hun besluttede at faa en

Afgørelse paa Sagen med det samme.

„Det var den Gang —,“ sagde hun, idet

løftede sine nedslagne Øjne op imod hans

og lod dem straale i al deres vidunderlige

Glans — „før jeg traf Dem, Maurice.“

„De elsker mig altsaa, Isab el? “

En hastig Rødme farvede hendes Kinder

og Hals.

„Højere end m it Liv — højere end min

egen S jæ l!“

, 1

Den Tavshed, der paafulgte, lagde sig is-

koldt om Hjærtet, og det Blik, hun mødte,

„Forfærdeligt!“

Solen var gaaet

ned bag Højene,

og forfrislcet af

den rolige E fter

m iddagssøvn gik

Isabel ud paa V e

randaen, da dette

Udbrud

naaede

hendes Øre. Det

var en Stemme

fra

Menneske

mængden, der var

stim let

sammen

henne paa Hjør

net.

„Hvad er d et? “

„Hr. Howard har

skudt s ig !“

Heldigvis faldt

Aftenens Skygger

over hendes Ansigt,

ellers vilde man

have set, at hun

blev ligb leg ved

at høre disse Ord.

Hun tog sig sam

men og sagde saa

koldblodigt, hun

kund e:

„Men Gud dog

— hvorfor?“

„Uden Tvivl i

et Anfald af Sinds

syge,“ svarede en

pæn ældre Mand

alvorligt. „Der er

Sindssyge i Fam i

lien .“

Isabel drog et

dybt

L ettelsens

Suk.

„Ja saa — det

forklarer Sagen.“

II.

Der var kommet

en ny Logerende i

det

Pensionat,

hvor Isabel Lorne

boede. Værtinden,

Fru Fane, maatte

straks ind og for

tæ lle hende det,

for hun var stolt

af, at en saa for

nem og elegant

^ot. p. Elfelt.

Herre havde valgt

at opslaa sin Bolig i hendes Pavluner.

Isabel hørte paa Værtindens Beretning

med vanlig Li gegyld igh ed; men da hun

ved Frokosttid kom ind i den store Spise

sal og saa dem Fremmede sidde i et Hjørne

ved Vinduet og læse Morgenudgaven af

„Times“, sagde hendes Instinkt hende straks,

at den Herre var noget udenfor det alm in

delige.

„Hvem er h an ? “ hviskede hun i Forbi-

gaaende til Værtinden.

„Gud, ved De ikke det endnu? Det er

Maurice Dudley. Han er noget i M iniste

riet. Alle Damer er rent forrykte efter

ham , skønt det er let at se, at han ikke

bryder sig om dem. Og det maa de godt

vide, siger han. Hvad tror De han sagde

til Fru Hinds i Aftes, da hun tilbød at

præsentere ham for Dem — „Byens rege„Professor“ Hans Andersen Bang.

som den herligste Musik. Og hvilke ud

tryksfulde Øjne! — Efter m in Mening er

han den mest bedaarende Mand, jeg i mit

Liv har set, om man end kan finde mange,

der er kønnere.“

Med disse Ord fjernede Fru Fane sig,

indvendig tilfreds med at have tændt en

Brand i Frøken Lornes H jæ rte; hun anede

nok, hvilken Uro det kunde komme til at

volde hende.

Det var ingenlunde, fordi

den gode Værtinde nærede nogen Uvilje

mod Isabel, der var hende overlegen i Skøn

hed og personlig Tiltrækningskraft; kun

syntes blot, at det kunde være interessant

at se, hvad det kunde blive til imellem de

to — en smuk Kvinde, der ikke brød sig

om Mænd, og en aandrig Mand, der ikke

brød sig om Kvinder.

Isabel og Hr. Dudley mødtes hver Dag,

Østergade.