Previous Page  39 / 382 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 39 / 382 Next Page
Page Background

N

r

. 4

FØR OG NU

15. FEBRUAR 1915

Penge sammen, at han kunde slippe ud

igen. I Grundlovstogene plejede Scheibelein

altid at gaa med, som udpræget M ilitarist

naturligvis i Højres. Man erindrer en af

Frederik Jensens Revueviser med Rimet:

Naar Bahnson ej gaar foran og Scheibe­

lein bag,

Saa er der s’gutte noget ved en Grund­

lovsdag.

Hans noget yngre Samtidige, „ J om fru

T id s f o r d r iv “, hvis egentlige Navn var

Juliane Marie Hansen, var øjensynlig et

ulykkeligt Væsen, der følte sig i høj Grad

krænket over, at Gadeungdommen forfulgte

hende med Jubel og Hvin, hvor hun viste

sig. Som det saa ofte er sket, var det et

brudt Kærlighedsforhold, der havde gjort

hende til Særling.

var at faa noget Sukkergodt eller nogle

Billedark, som hun kunde glæde sine kære

Elever med. Det viste sig ved hendes Død

i 1907, at hun havde haft mange Venner.

Hendes Kiste var rigt smykket med Blom­

ster og Kranse, deriblandt en fra Prinsesse

Marie.

Ved

„ P r o f e s s o r “

H a n s A n d e r s e n

B a n g s dødelige Afgang i 1913 gik den

Juliane Marie Hansen (Jomfru Tidsfordriv) paa Kultorvet«

Fot.. P. Elfeldt

Det var noget for Oppositionsbladene,

som heraf fik Ideen til at personificere

Højres Forsvarsbevægelse i Scheibeleins

tragikomiske Figur. Ved hans Død for

nogle Aar siden drev en radikal Avis det

endda til at debitere det Vaas, at han altid

gik i Spidsen for Højres Tog. Men da var

det jo sidste Gang, han kunde bruges i

Partipolitikens Tjeneste.

Hun havde faaet den fikse Ide, at hun

var Lærerinde; om Sommeren kunde man

se hende sidde paa en Bænk i Kongens

Have, hvor hun docerede Dyd og Moral

for de smaa. Tilhørere, som altid endte

med at gøre Løjer med hende, saa at In­

formationen blev til nogle mærkværdige

Skældsord, ingen forstod. For Resten havde

hun et godt Hjærte og hendes største Glæde

Østergade.

sidste af de københavnske Originaler bort.

Det var en lille Mand med et gulligt, ryn­

ket Ansigt, smaa Øjne bag de blaa Lorg­

netter og Fuldskæg. Hvor meget der hos

ham var Galskab og hvor meget Snuhed,

vidste vel egentlig ingen. Han skal have

været paa Oringe til Observation en Gang,

men retourneret som i hvert Fald ikke for­

rykt nok til at de vilde beholde ham. Af