S_FørOgNu

15. FEBRUAR 1915

FØR OG NU

, 4

det var en højere Styrelse, der havde anvist

ham at sæ tte Kursen en anden Vej; men

Folkene vilde jo grine af ham — og en

Skibsfører i det tyvende Aarhundrede vilde

dog nødig gøre sig til Nar med den Slags

Ting.

Han stod stille foran Bordet og bladede

uvilkaarlig i en tyk Bog, dsr laa

— det var en Bibel — og me

dens hans Hænder fam lede ved

Bogens Blade, syntes han atter

at høre denne mystiske Stemme:

„Styr Vest til Syd.“

Bogen blev lukket sammen

med et Smæld. Kaptajn Cushman

rynkede Brynene og gik op paa

Dækket.

„Kan jo gerne gøre det,“

mumlede han ved sig selv. „No

gen S k a d e kan det i hvert

Fald ikke gøre.“

Da han kom op under den

blaa Himmel kastede han et

spejdende Blik langs Horisonten,

rømmede sig et Par Gange og

kaldte paa en Skibsdreng.

„Hej, Du der!“

„Javel, Kaptajn!“

„Hent m ig første Styrmand.

Jeg vil tale med ham .“

Valgret.

Havets Mysterier.

tormen har lagt sig, de sid

ste Skyer er blæst sammen

i lange Striber ved Horisonten,

hvor den dalende Sol farver

dem gyldenrøde.

Men endnu gaar der svære

Dønninger paa Oceanet — lange

Bølger ruller i endeløs Række

følge fra Vest til Øst, og midt i

det gyngende Blaa ligger en en

lig lille Baad.

Tre af dens Passagerer synes

at være i Live; hos de andre er

Livet udslukt.

To sidder med Hovedet bøjet

forover; den tredje, en ung Sø

gut i sin første Manddomsvaar,

kaster Blikket spejdende rundt.

En stor Albatros kredser om

kring ham med glubske Øjue;

men den slaar ikke ned paa

ham — endnu.

Saa kommer der en Bølge, der

er højere end de andre; Baaden

stiger tilvejrs, og der langt

borte — hvad er det? Et Skib?

Har det Forsyn, der regerer

deroppe i den blaa Himmel, hørt

hans Bønner? — Baaden daler

ned igen; han venter i Spænding

paa, at den atter skal stige, saa

at han endnu en Gang kan se,

om det ikke skulde være et

Skib — men Bølgen kommer

ikke; og imens gaar Solen ned.

De har trukket nogle Klæd

ningsstykker af deres dode Kam

merater for selv at holde Varme,

og de trvkker sig sammen i et

Hjørns af Baaden for at tilbringø

endnu en frygtelig Nat i Angst

Eot.

Elfelt

Vilhelm Anton Scheibelein

og Uvished.

Vil det næste Daggry finde dem levende?

Den nærmeste Kyst er fjorten—fem ten

Mil borte.

Kahytten paa Amerikabaaden „Poul Re-

vere“ var et lille Vidunder af Hygge og

Elegance. Paa en magelig Kanapee med

persiske Tæpper laa Kaptajnen og røg sin

Havannacigar; men han lod ikke til at be

sagt: „Styr Vest til Syd.“ Endnu efter at

Kaptajnen havde slaaet Øjnene op, syntes

han at se den unge Mand, som han stod

der og pegede i den angivne Kompasretning.

„Vrøvl,“ sagde Kaptajnen gentagne Gange

til sig selv. „Hverfor skulde jeg styre Vest

til Syd?“

Han gav sig til at gaa op og ned i den

lille Salon, brummende og tænkende. Gamle

Sømandshistorier om Varsler og mærkelige

Tegn dukkede op i hans Erindring. Kanske

Et Øjeblik efter kom en stor,

stærk, rødmosset Sømand hen

til ham.

„De vil tale med mig, Kap

tajn ?“

„Ja, Jeg fik saadan en løjer

lig Anelse før, Colby (det var

Styrmandens Navn), „vend Sku

den og lad os styre en Gang Vest

til Syd.“

„All right,“ svarede Styrman

den og gik for at udføre Or

dren, medens Kaptajnen for

svandt ned i sin Salon igen.

„Gud ved, hvad Colby tænkte!“

brummede han for sig selv. Det

er naturligvis noget dumt Vrøvl

af mig — men nogen Skade kan

det vel ikke gøre.“

Skibet lagde sig over paa den

anden Bov — hans Ordre var

bragt til Udførelse.

D et begyndte at dages! Kap

tajnen havde allerede i flere Ti

mer gaaet op og ned ad Dæk

ket til stor Forundring baade

for Colby og de andre.

Da den første Solstraale vi

ste sig over den østlige Hori

sont, gav han en kort Ordre:

„Send en Mand op paa Top

sej ls-Raaen og lad ham holde

skarpt Udkig.“

— „Ja, De undres naturligvis

over, hvad dette her skal be

tyde, Colby,“ tilføjede Kaptaj

nen; men inden han fik

begyndt

paa en Forklaring, kom der et

Signal fra Udkigsmanden, just

som han var ankommen til sin

luftige Post.

„Er der n oget?“ raabte Colby

og kiggede op.

„Ja, der flyder noget paa Van

det til Luvart.“

østergade.

Det gav et Sæt i Kaptajnen.

„Ser Du noget — hvad tror Du,

det er?“ raabte han op til Matrosen.

„En Baad — eller maaske en død Hval

— kan ikke sige det saa nøje, Kaptajn —

men n o g e t er der.“

Kaptajn Cushman kravlede som en Ed

derkop op i Vantet, satte sin Dobbeltkikkert

for Øjnene og saa paa et mørkt Punkt i

det fjerne.“

„Colby,“ raabte han ganske overvældet

af Forundring og Bevægelse. „Det er en

Baad! Vi maa styre henimod den.“

Metier var han vistnok Agent bl. a. for en

Brændselsforretning — ældre Folk paastod

at han havde været Skomagersvend —

ellers tjente han af og til nogle Penge ved

at leje Lokaler som „Kæden“ og det gamle

„Thalia“ for at holde Foredrag om sta ts

videnskabelige Sager, hvor det uundgaae-

ligt endte med Løjer og Tumult.

Da den i sin Tid m eget om

talte franske General Boulanger

var paa sin Popularitets Højde

omkring 1890, fandt Direktøren

for en mindre Cirkus paa at bruge

„Professoren“ som Reklame. An

dersen Bang kunde ved Hjælp

af lidt Teaterkunst nok komme

til at ligne den franske Gene

ral, og iført en fantastisk „Ge

neralsuniform“ med trekantet

Hat blev han til Tilskuernes

Jubel anbragt paa en Hest i

Manegen, hvorfra han med dra

belige Fagter talte til Mængden.

Et Udslag af hans komiske

Ærgerrighed var det ogsaa, at

han en Gang virkelig stillede

sig som Folketingskandidat paa

sit statsvidenskabelige Program

mod Goos og Holm i 5te Kreds.

Han kom im idlertid ikke i B e

tragtning, da det viste sig, at

hans eneste Stiller ikke havde

finde sig saa vel, som man efter Omstændig

hederne skulde tro.

Kaptajn Abel Cushman var for en Time

siden vaagnet af sin Middagssøvn og laa

endnu og tænkte paa en sælsom Drøm, han

havde haft. En ung Mand — en Udlæn

ding — havde staaet foran ham og havde