22 / 212
KUNSTAKADEM IETS INDRETNING PÅ CHARLOTTENBORG
19
Tegning var afgjort den del af undervisningen, man lagde størst
vægt på, selvom billedhuggerne også modellerede efter den stillede
figur. Derimod siges der ingen steder i kunstakademiets papirer noget
om, at der blev malet efter modellen, ihvorvel vi kender Salys prin
cipielle indstilling fra en skrivelse i 1757 til professor Preisler. Heri
hedder det: »Tegning er ikke den eneste Gienstand for Professorernes
offentlige Undervisning i Modelskolen. De bør, uafhængigt af Teg
ningen, undervise i at modellere og male. Man maler efter Modellet
i Academiet i Paris, og i det franske Academie i Rom«. Noget kunne
da også tyde på det, når man ser med hvilken ensartethed en del af de
bevarede guldmedaljemalerier er udført.33 Givet er det dog ikke.
På lignende måde mangler vi bevis for, at et andet af Salys forslag
blev ført ud i livet. Han havde foreslået, at man i de tre sommermåne
der om muligt stillede modellen ved dagslys, »da den Forskiel paa
Lysene er meget fordelagtigt for de Teignende, for derved at kiende
Naturens Effect om saa meget bedre«.34 Først mange år senere, blev
dagslyset det foretrukne på akademiet, ligesom vi skal helt op til 1840,
før det blev tilladt at benytte kvindelige modeller i undervisningen.
A f hensyn til sømmeligheden brugte man indtil da udelukkende
mænd. Det betød dog ikke, at eleverne var afskåret fra at tegne
kvindelige akt-stykker. I selveste fundatsen hedder det, at de elever,
der konkurrerede om guldmedaljen »gerne maatte gøre brug af selv
gjorte Tegninger efter Akademiets ellers andetsteds opstillet mandlig
Model, saavel som af selvgjorte Studier efter en kvindelig levende
Model udenfor Akademiet . . .«. Eleverne tegnede altså også udenfor
akademiet måske i professorernes atelier, måske i små private akade
mier, som vi kender både fra samtidens Rom og fra Bertel Thorvald-
sens akademitid i København senere i århundredet.35
Akademiets modeller var Joseph Brenner, der var fulgt med fra
Christiansborg, og den tidligere grenader i Kaptajn Scholtes Com-
pagni, Peter Iversen Sandberg, der må have opfyldt kongens krav om
at være blandt de »beqvemmeste Skabninger«. At samme Iversen dog
på et punkt ikke var så bekvem, kunne man ikke forudse. Han synes
at have haft en svaghed for de våde varer, idet flere af professorerne
i 1769 måtte klage over, at han var så drukken, at han ikke kunne
bruges til undervisningen! Men det bedrede sig åbenbart, da man
truede ham med afsked; antagelig har han nødigt villet miste sin