17 / 212
14
MARIANNE SAABYE
i 1756 efter Anthons tegning. Søjlerne, der stod på en ca. to meter
lang konsol, var drejede i hvidbog, mahogni og pæretræ, og de var
ligesom en triangel, en lineal og et særligt instrument, der kunne slå
eliptiske buer, omhyggeligt udført af snedkermester J. Llitgen.21 Som
supplement til denne anskuelighedsmodel af søjleordnerne udgav
Anthon i 1759 en »Grundig og tydelig Anviisning til den Civile Byg
ningskunst, hvorudi viises hvorledes man kan bruge de Fem Ordner
. . . efter de Fem ældste og bedste Bygmestre, nemlig Vitruvius, Serlio,
Palladio, Scamozzo, Vignola og de Romerske antiquiteter . . . til nytte
for den studerende ungdom paa Det Kongl. . . . Academie«. Mærk
værdigvis fandtes denne bog ikke i selve akademiets bibliotek, der
ellers var meget velforsynet med bøger til brug for den arkitektoniske
undervisning. Her var ikke blot værker om hjælpevidenskaberne per
spektiv, matematik og geometri, men også både nye og gamle klassi
kere såsom Vitruvius, Palladio, Scamozzi, Blondel og Fischer von
Erlach, - ja, sågar Robert Woods nye opsigtsvækkende stikværk om
de antikke monumenter i Palmyra og Balbec, og endelig må også
nævnes C. M. Tuschers aldrig trykte bog »Abcdario deH’Architettura
Civile«.22 V i får herigennem et lille indblik i den undervisning, der
blev givet i bygningskolerne under den franske arkitekt, N.-H. Jardins
ledelse. Han var den egentlige professor i arkitektur, stillede opgaverne
for de sølvmedaljekonkurrerende og underviste selv hver lørdag, hvor
direktøren iøvrigt aflagde visit i alle akademiets klasser. Under Jardins
auspicier ledede en informator den daglige undervisning, medens to
professorer fra 1758 udelukkende docerede henholdsvis perspektiv og
matematik-geometri. Dette sidste foregik en gang om ugen i den un
derste bygningskole en time før den almindelige undervisning, således
at også andre end arkitekterne kunne drage nytte af disse forelæsnin
ger, der strakte sig over et år. Den første professor i perspektiv var
L.-H. Jardin, der døde i 1759. Året inden havde en flittig elev fulgt
hans forelæsninger og nedskrevet og tegnet det hele. Manuskriptet er
bevaret og giver et usædvanligt veldokumenteret kendskab til denne
undervisning.23 Et mere livagtigt billede giver dog en skriftlig klage,
som Hans Næss afleverede i 1770. Han var endnu forholdsvis ny som in
formator i arkitektur og havde åbenbart disciplinære vanskeligheder, og
det i så høj grad, at modelskolens elever inde ved siden af følte sig gene
ret. Næss fortæller, at når han vendte ryggen til for at korrigere en eller