73 / 212
70
KA Z IM IER Z SLASKI
apostelstatuer, der nu er i domkirken, er af hans hånd. Disse billed
huggerværker er kirkens sande og eneste pryd, da der hverken i det
indre udstyr eller i den ydre arkitektur er noget bemærkelsesværdigt.
Kirkens trekantede fronton er prydet med en gruppe, Skt. Johannes
der forkynder i ørkenen. . . . På højalteret står en kolossal statue af
Frelseren i hvid marmor. Thorvaldsen lod ham udstrække hænderne
til folket, som om han ville omfavne det. Guds søn synes at sige
»Kommer til mig«. På høje sokler langs begge sider af kirken står
netop de 12 apostle, som Thorvaldsen forærede den. Stedet beses
normalt af rejsende om eftermiddagen, da solen på dette tidspunkt
bedst belyser statuerne«.24
Tyszkiewicz besøgte ligeledes de kongelige samlinger:
». . . Hoffet var ikke i byen, og man kunne altså lettere få adgang
til de kongelige samlinger. Og da den danske konge (Christian V III)
måske er det lærdeste menneske i hele Danmark, så er hans private
samlinger også værd at se. En morgen, da vi som sædvanlig skulle ud,
var målet for vort besøg konkyliekabinettet, som hr. Beck bestyrer
alene. Der var over 150.000 stykker og 10.000 forskellige arter. . . .
Blandt det betydelige antal konkylier, som inspektøren viste mig, var
der en, der af ukendt årsag hedder »polsk helleflynder« eller »Placuna
Ephippium«. Derfra begav vi os til Universitetsbiblioteket, der er over
Trinitatis kirke, hvor også det astronomiske observatorium er.
Når man går op i Trinitatis kirketårn, kan man på begge vægge se
indmurede runesten, og fra toppen er en brillant udsigt over byen og
omegnen. I stedet for trapper er der en sneglegang, så bekvem og
bred at Peter den Store siges at have kørt derop med fire heste.
Det astronomiske observatorium er forsynet med fremragende ud
styr. For bestyrerne er navnene Poczobut og Sniadecki ikke ukendte.25
Efter at være vendt hjem, spiste vi frokost og læste en teaterplakat;
hr. Beck gjorde mig opmærksom på dagens forestilling. Ud over
Krakow-dans, der er meget populær hos det danske publikum og
næsten daglig danses på teatrene, skulle der gives levende billeder,
hvoraf et fra vor historie. Om aftenen var teatersalen overfyldt. Hver
gang tæppet løftedes for et billede, spillede orkesteret en passende
melodi, men da turen kom til det polske billede, og musikken til Ogin-
skis polonæse lød, var publikums ophidselse ikke til at beskrive. Efter
nogle gange måtte trioen gentages, stadig modtaget med nyt bi
fald . ..«.