![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0069.jpg)
66
KA Z IM IERZ SLASKI
som imponerede ham ved deres rigdom. Han beså også arsenalet og
den indre krigshavn.
»Det der tidligere, før englænderne (1807) fuldstændig brændte
den danske flåde, var skueplads for stor marineaktivitet, udgør i dag
et sørgeligt skue. Ganske vist har kongen lagt alle anstrengelser i at
hæve sin flåde fra faldet, og han har til dette formål ikke sparet sit
folk for skat«. Tripplin beskriver udseendet af nogle nylig søsatte
skibe, og han er begejstret for statuerne og udskæringerne i deres
stævne, men hævder dog: »Man kan anse dem for mindesmærker, der
er Thorvaldsens fædreland værdige. Virkelige mindesmærker, for ti]
hvilket brug er de beregnet? For at beskytte de kolonier, der er bort
revet fra Danmark, eller handelen som for længe siden er gået over
på andre hænder? Ved siden af krigsskibene ligger store bevæbnede
handelsskibe, som tidligere plejede at gå til Ostindien, men som nu
ikke har noget sted at gå hen og falder rådne og uvirksomme fra
hinanden i havnen. . . . Den danske sømand lider i sin uvirksomhed,
fjernet fra liv og virksomhed ved de allieredes forræderi; han er ikke
tilfreds med eksercits og skibsbygning, han drømmer kun dag og nat
om hvordan han igen kan komme frem i lyset. . . . Det var den danske
flåde, der først fik den store foreningstanke, som i dag er brændende
over hele Skandinavien«.16
En af de sidste dage Tripplin var i Danmark, blev han af kaptajnen
på det skib, han var kommet med, inviteret til at besøge en slægtning,
der var præst i »Waldfiord« nær Roskilde. På vejen så de rejsende
ruiner af et slot på et sted, der hed »Valdemars Grav« og som lå på
en høj bevokset med egeskov. Den polske rejsende blev rørt over den
hjertelige modtagelse hos præsten og hans familie, da de hørte, at han
var en emigrant, der var flygtet for den russiske tsars vrede.17
Den næste dag kørte værtsparret gæsterne til Roskilde. Tripplin
beskriver domkirken overfladisk, men nævner dens oprindelse og kong
Knud den Helliges strid med biskop Vilhelm. Derfra nåede de rejsende
langs Isefjordens bredder til Sorø. Efter at have nævnt legenden om
de to kirketårne i Fjenneslev kommer Tripplin med nogle kritiske
bemærkninger om akademiet i Sorø.
»Den gamle latinskole i Sorø eksisterer stadig og takket være dens
privilegier er den kommet til en høj grad af magt og betydning. Den
er nu selvherskende og arvelig herre ikke bare over byen, men også