72 / 212
KØBENHAVN I ENEVÆLDENS SIDSTE ÅRHUNDREDE
69
gravninger, der foretoges i de skandinaviske lande efter en målestok,
der var ukendt andetsteds. »Det Kgl. Danske Selskab for Nordisk
Oldkyndighed i København har en samling, der fylder nogle sale i
residenspalæet Christiansborg. En gang om ugen er de åbne for alle
klasser af hovedstadens indbyggere; men for at jeg specielt kunne se
dem og lære dem at kende fik jeg lov at være der hver dag i selskab
med hr. Strunk, inspektør på dette museum . . .«.
Tyszkiewicz beskriver derefter meget detailleret indholdet i de tre
museumssale, idet han sammenligner med genstande fra udgravninger
i Polen og Litauen samt bemærker: »Det Kgl. Danske Selskab for
Nordisk Oldkyndighed arbejder stadig på at oplyse om denne samling.
Hr. Thomsen, der er en af grundlæggerne, og de virkelige etatsråder,
C. C. Rafn og Finn Magnusen, er en sand pryd for selskabet, og den
lærde verden skylder dem mangen dybsindig opdagelse. Danskerne er
stolte af denne samling, og på de dage, hvor salene er åbne for alle,
samler der sig en stor mængde besøgende . . .«.23
»Blandt dem, jeg blev nærmere kendt med i København, var hr.
Beck, inspektør for de kongelige privatsamlinger, et meget lærd, høf
ligt og gæstfrit menneske. . . . En morgen, hvor vi spadserede i den
botaniske have, der ligger ved Kunstakademiet, begyndte hr. Beck
kraftigt at beklage, at Thorvaldsen ikke var i byen, så han kunne
præsentere ham for mig. . . . Han boede der fast, da jeg var der. Hans
bolig i Kunstakademiet var fuld af skulpturer, billeder af den største
kunstneriske værdi, samt nogle skabe med romerske antikviteter. Men
i hans atelier kunne man ikke blive træt af at se reliefmodeller, i hvilke
en stor tanke og et skabende geni afmales, og som endog hos den
mest ligegyldige tilskuer opløfter sjælen og forædler hans tanke.
Thorvaldsens atelier var et sted, hvor jeg daglig kom og med den
største fornøjelse. . . . Ud over at være en stor mester havde Thorvald
sen en ædel og mild sjæl og behagelige manerer, hvad der gjorde ham
afholdt og selskabeligt efterstræbt. Det er vanskeligt at beskrive den
hæder og beundring, der vistes ham af alle stænder blandt Køben
havns indbyggere. Regeringen og folket, der ville udødeliggøre hans
navn, besluttede sig til at indrette et Thorvaldsens Museum i Kø
benhavn. . . . Da englænderne under det mindeværdige angreb (1807)
forvandlede mange kirker til ruindynger, ilede Thorvaldsen med at
bistå ved genopførelsen af domkirken, og de i hele verden kendte 12