88
KØ B E NH A V N 1536— 1660
nogen Indskrænkning. Rigtignok lover Christian III. 1549 de københavnske Kræm
mere, at han vil gøre saadan Skik, at de fremmede Kræmmere ikke skal have saa
megen Frihed her i Riget som hidtil, saafremt de — de københavnske Kræmmere — vil
føre Silkevarer og andet Kram ligesom de Fremmede og sælge det til passende Pris. Men
Forholdet er næppe bleven ændret. Der lyder endnu som et Suk i Kræmmernes Lavs-
skraa fra 1559, hvor der tales om »de fremmede Kræmmere og Landfærdinger, der følge
Kgl. Majestæt og Hoffet efter og alle Tider ere her udi Staden, den Stund Kgl. Maje
stæt er her tilstede.« Det kunde være galt nok at gaa Glip af saa gode Kunder, men
det værste var, at alle, som havde en Smule honnet Ambition i Livet, — og den
har man i vort lille Land
aldrig haft Mangel paa —
naturligvis kun vilde købe
sine Varer hos de samme
Folk, som den fine Por
tion købte hos. Og det
var ikke saa let at sætte
en Stopper for slig ulov
lig Handel. For at faa
lidt Skik paa det, gik
Kræmmerlavet i dets nye
Lavsskraa af 1559 med til
den Indrømmelse, at det
skulde være de fremmede
Kræmmere tilladt at staa
ude een Gang om Aaret
i 8 Dage. 14 Dage før og
efter de store Højtider
maatte de dog ikke handle,
— undtagen under almin
delig Herredag — lige saa
lidt som paa Torvedagene,
Onsdag og Lørdag. Ej heller maatte de fremmede Kræmmere »gaa her paa Gaden
eller udi Husene, hemmelig eller aabenbare, med Kramgods eller med andet Gods,
som er Kræmmere anrørende«; de maatte ikke blive længer i Staden end til St.
Andreas Dag (30. November) og først komme igen Vor Frue Dag udi Fasten (25.
Marts).
Men et er at vedtage Love og Bestemmelser, et andet at sørge for at faa dem
overholdt. Og uagtet der var et Kongebud for, at enhver »udlensker« eller fremmed
Købmand, der vilde blive Vinteren over og »have Haandtering« i København, skulde
»gøre i Kongens Tjeneste og Byens Tynge som andre vore Borgere«, høres der dog'
stadig til Aarhundredets Slutning Klager over, at de fremmede Købmænd vægrer sig
ved at betale Skat og Tynge til Byen efter dens Privilegier, »endog en Part af
samme Købmænd leje selv Huse og bo udi og bruge deres Handel og Vandel alt
Aaret igennem der udi Byen, Borgerne til Forprang og Skade.«
Borgerkrigen under Reformationen, der jo i København antog en særlig vold
som Karakter, havde medtørt en ikke ringe Svækkelse af den københavnske Borger